Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Tidligere slotsfrue rejser sig igen

Efter en menneskealder som værtinde for både danske og internationale spidser på Havreholm Slot iværksætter takt og toneeksperten Inge Correll ny virksomhed på grundlag af sit enorme netværk.

Vor tids svar på Emma Gad - den tidligere indehaver af Havreholm Slot Inge Correll - starter nu ny virksomhed baseret på erfaringerne fra et langt liv i hotel- og konferencebranchen.

I "SetUp by Inge Correll" vil den kendte takt og tone ekspert "lette tunge opgaver" i forbindelse med planlægning og gennemførelse af konferencer, tilbyde bryllupsplanlægning og rådgivning i forbindelse med hoteldrift samt ikke mindst fortsætte sin undervisning i "Business Behaviour".

Den nye virksomhed lanceres efter, at Inge Correll sidste år sagde endegyldigt farvel til Havreholm Slot, som i 2010 med nød og næppe overlevede en konkurs.

- Det har været et par hårde år, og nu må der yngre kræfter til, siger Inge Correll og slår samtidigt fast, at hun trods den erkendelse er nødt til at fortsætte sit aktive erhvervsliv.

- Jeg hverken kan eller vil lave om på min dåbsattest, men jeg kan heller ikke bare sidde stille.  Jeg har opbygget et fantastisk netværk gennem årene, og jeg tror på, at det her kan drives, så det kan give nogle penge, siger hun om baggrunden for den nye virksomhed og tilføjer.

- Det er meget nyt, jeg har faktisk først fået min e-mail i dag, men der ligger flere opgaver klar, og jeg tror på det, selv om det selvfølgelig kommer til at kræve knofedt.

Det skræmmer på ingen måde den tidligere slotsfrue, der har en menneskealder som iværksætter bag sig. Dog understreger hun, at den nye virksomhed også skal levne lidt tid til familien.

- Jeg glæder mig til for alvor at komme i gang, men det er slut med at arbejde syv dage om ugen, for jeg skal jo have tid til at se mine børnebørn, lyder det fra Inge Correll, der første gang sprang ud som selvstændig i 1986 med købet af  Havreholm Slot.

I 2000 fik Inge Correll tildelt den prestigefyldte internationale pris ”The Leading Women Entrepreneur of the World” og i 2002 prisen som ”Årets Erhvervskvinde”.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu