Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Langsom slikinnovation er vejen frem

Slik- og chokoladeproducenterne i Danmark er tvunget til langsom innovation. Hvis de danske slikmunde ikke skal have deres vingummi galt i halsen, skal de med på råd.

Traditioner og sikkerhed. De to begreber er helt afgørende i den danske slik- og chokoladeindustri. En analyse fra Berlingske Research og Berlingske Business viser, at de danske producenter har klaret sig godt gennem årene 2007-2010, men det kniber derimod med udviklingen af fremtidens produkter. De danske slikmunde vil nemlig kun spise det, de kender. Erfaringer viser, at udviklingen af nye produkter skal komme langsomt, hvis ikke der skal opstå deciderede anti-bevægelser blandt de danske forbrugere. Det oplever både supermarkeder og producenter.

- Slik er i høj grad forbundet med hygge og traditioner. Derfor hjælper det ikke at tvinge noget ned over hovederne på forbrugerne – så skaber de bare deres egne anti-trends, forklarer Heidi Teschemacher, Marketing Manager i LEAF Danmark.

For at komme imødekomme forbrugerne har LEAF – dem der står bag blandt andet Malaco og Läkerol – for nyligt oprettet et ’slikmundepanel’. Panelets opgave bliver at prøvesmage nyt slik og komme med forslag til fremtidige produkter.

Og det er ikke tilfældigt, at det er LEAF, der netop går ud og laver et brugerpanel. Op til julesalget sidste år ændrede de nemlig opskriften på deres storsællert, Lagerman Konfekt. Kunstige farvestoffer og aromaer blev byttet ud med deres naturlige pendanter, og det skulle vise sig at være en fejl.

Den nye, sundere version af konfekten udløste en klageregn over producenten. Konfektaktivister oprettede grupper på facebook for at få den gamle Lagerman tilbage, og på hjemmesiden Trustpilot modtog LEAF lutter dårlige anmeldelser fra skuffede forbrugere.

Senest har Lagerman-producenten taget sine kunder med på råd over facebook i navngivningen af en ny Malaco-pose.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu