Færre virksomheder end før krisens hærgen har en formuleret strategi for, hvordan de skaber nye ideer og produkter.
17. januar 2012, 10:40
Krisen har de seneste tre år forvandlet sorte tal til røde, skåret i antallet af hoveder i fabrikshallerne, skræmt forbrugerne ud af butikkerne og gjort kredit til en klemme.
En anden og alvorlig effekt kan formentlig først spores i kølvandet på krisen. Det handler om danske virksomheders innovationsevne. Har virksomhederne til den tid nok gode ideer og produkter i støbeskeen til at konkurrere og igen vinde markedsandele?
Det er selvsagt for tidligt at konkludere nu. Men det, vi kan sige, er, at de danske virksomheders fokus på innovation har fået et knæk.
Revisionskoncernen KPMG har i samarbejde med Berlingske gennemført en undersøgelse af innovation i danske virksomheder. Samme undersøgelse blev foretaget i 2008, hvilket var kort før finanskrisens begyndelse. Dermed får vi altså en indikation, af hvordan danske virksomheder ser på innovation som strategisk parameter i to vidt forskellige økonomiske virkeligheder.
Selv om langt de fleste stadig angiver innovation som en vigtigt konkurrenceparameter, er det kun 39 procent, der svarer »ja« til, at deres virksomhed har en strategi og formulerede målsætninger for området. Dette er et fald sammenlignet med 2008, hvor det tilsvarende tal var 45 procent.
»Jeg vurderer, at det er et ressourcespørgsmål. Virksomheder har de seneste år skåret mange steder i organisationen og har i dag et skarpere fokus på at skabe hurtige resultater. Dermed nedprioriterer man måske de ting, der har værdi set i et længere perspektiv,« forklarer Kaj Glochau, partner i KPMG.
Han peger på, at det er et kendt mønster i krisetider, hvor virksomheder nødvendigvis ikke sparer med omtanke, men hvor det er nemmest. Og det er uheldigt. For meget tyder på, at der en sammenhæng mellem de virksomheder, der klarer sig godt, og en strategisk indgang til innovation.
Kun 25 procent af de virksomheder, der angiver at have klaret sig »meget dårligt« de seneste tre år, har en formuleret strategi, mens det samme gælder 50 procent af de virksomheder, der har klaret sig »meget godt«.
Innovation er nødvendig
Hos virksomheden Hans Jensen Lubricators, der fremstiller cylindersmøreapparater til store skibsmotorer, kender den administrerende direktør, Hans Peter Jensen, alt til de udfordringer, som en krise fører med sig. Han erkender, at det selvfølgelig er vanskeligere at drive forretning i en krisetid, hvor udfordringerne bare er større.
Øvelsen for en virksomhed som Hans Jensen Lubricators er derfor at undgå at falde i det hul, hvor virksomheden kun tænker kortsigtet og blot forholder sig til de udfordringer, der befinder sig i den umiddelbare fremtid.
»Jeg mener ikke, at innovation er et valg. For det skal bare lade sig gøre at innovere og tænke nyt – også i en krisetid. I mit hoved har alle produkter en begrænset levetid, og hvis du ikke finder på noget nyt, løber du tør for noget at sælge. Innovation er simpelthen en nødvendighed,« siger Hans Peter Jensen.
For at sikre et fortsat skarpt fokus på udvikling, har virksomheden fra Hadsund delt den tekniske afdeling op i to dele, og dermed skabt en udviklingsafdeling og en projektafdeling.
»Vi har ganske enkelt flyttet dem fysisk væk hinanden, så vi har en gruppe mennesker, der udelukkende tænker udvikling og fokuserer på nye produkter og processer. Det har kastet relativt mange patenter af sig, og det er lykkes os at opretholde det samme niveau af patenter som tidligere,« forklarer Hans Peter Jensen.
Det er lykkes Hans Jens Lubricators at komme fornuftigt gennem de seneste år med solide årsresultater og god økonomisk polstring.






























































