Efter et par vækstmæssigt sløje år går William Demant benhårdt efter kraftigere toplinjevækst gennem opkøb og ved at tage markedsandele. Vækst er vigtig for at finansiere udviklingen af fremtidens høreapparater.
21. december 2009, 05:01
Vækstmæssigt har der ikke været meget at råbe hurra for i William Demant i hverken 2008 eller 2009, men sådan kommer det ikke til at fortsætte. Udskilningsløbet i høreapparatbranchen kræver betydelig toplinjevækst, og William Demant skal være en af de to-fire spillere, der er tilbage, når de svageste høreapparatproducenter er udkonkurreret.
Derfor går topchefen for William Demant, Niels Jacobsen, benhårdt efter at sætte skub i omsætningen ved at tage markedsandele, købe op og etablere nye forretningsområder.
Vokseværk
Siden børsintroduktionen i 1995 har William Demant bortset fra de to seneste år samt 2003 været én lang tocifret væksthistorie, som kun den schweiziske rival Sonova har formået at matche eller overgå. Sonova er nu størst i branchen og William Demant nummer to, men Niels Jacobsen er ikke i tvivl om, at William Demant vender stærkt tilbage.
»Vi skal sikre os, at vi fortsat kan fastholde momentum og også komme tilbage til år, hvor vi vokser hurtigere end Sonova og dermed fastholde en fornuftig størrelsesmæssig balance mellem dem og os. Branchen vil til sidst bestå af to, tre eller fire væsentlige spillere, men det er ikke afgørende om, vi er størst eller næststørst. Det afgørende er, om vi kan vokse og vinde markedsandele,« siger Niels Jacobsen.
Spil om andele
Opkøb af konkurrenter har været udelukket i branchen siden 2007, da tyske konkurrencemyndigheder sagde nej til Sonovas forsøg på køb af danske GN Resound, og derfor bliver det konkurrenceevnen, der afgør de endelige styrkeforhold blandt branchens seks store producenter.
»Det er et spil om markedsandele, for hvis du mister momentum, så mister du fundingen til dine udviklingsomkostninger. Du skal bruge udviklingsomkostninger for at få de bedste produkter, så du er i stand til at øge din markedsandel, og hvis du mister dén funding, fordi du mister andele, kan du meget let miste kritisk masse og stå af toget,« siger Niels Jacobsen.
Banebrydende
Sidste år voksede William Demant blot to pct., og samme vækstniveau er stillet i udsigt for i år. Finanskrisen har sat sit præg på de sløje vækstrater, men de er først og fremmest selvforskyldte.
William Demant kom først på markedet med trådløse høreapparater, men den satsning har trukket store ressourcer og været længe om at kaste salg sig af. Det billede er imidlertid under forandring nu, og ifølge Niels Jacobsen afspejler det sig i salget af trådløse høreapparater, som kan give brugeren telefonsamtaler eller lyden fra tv direkte i øret.
»Det genererer den vækst, vi har her i andet halvår,« siger Niels Jacobsen, der lover et nyt banebrydende produkter inden længe. Formentlig allerede i 2010.
Sonova har også trådløse høreapparater, mens danske Widex først kommer med sine trådløse produkter til foråret.
»Vi er den eneste virksomhed i branchen, som er kommet igennem teknologiskiftet. Der er ikke andre, som på samme måde har en avanceret trådløs teknologiplatform, som virker og som leverer betydelig værdi for slutbrugeren,« siger Niels Jacobsen.
Krigveteraner i USA
Selv om William Demant ifølge Niels Jacobsen har en platform til solid organisk vækst og også har forventning om i løbet af halvandet til tre år at få sin del af det attraktive amerikanske marked for leverancer til krigsveteraner, er det langsigtet næppe nok til en tilfredsstillende vækst i et verdensmarked, der i normale år kun vokser 2-4 pct. om året. Der skal også opkøb eller nye forretningområder til.
»Vækst i toplinien er vigtig for at skabe fundingen til at udvikle nye teknologier. Vi har ikke aktuelle planer om at engagere os i nye ting, men der er fordele ved at have en fuld palette og være inde i områder, der har relation til hørelse i bred forstand, så alle muligheder er åbne, og det handler om at være klar til at rykke, når mulighederne opstår,« siger Niels Jacobsen.






























































