Koncernen vil oprette en "begrænset" produktion på det tidligere A.P. Møller-værft.
24. november 2011, 08:44
Prototyperne på nacellerne til Vestas' kommende 7 MW-havmølle bliver bygget på det tidligere Lindøværft. Det oplyser Vestas i en pressemeddelelse.
Vindmøllefabrikanten har indgået en tidsbegrænset lejeaftale om 15.000 m2 af det nedlagte skibsværft, der tidligere byggede skibe for A. P. Møller-Mærsk.
Det er ifølge meddelelsen kun "et begrænset antal" naceller, der skal bygges i Danmark. En nacelle er det "hus" på toppen af vindmøllen, hvor blandt andet gearkassen sidder.
- Vestas ser det som sin forpligtelse at støtte op om Danmarks position som en ledende spiller i udviklingen af fremtidens landbaserede og havbaserede vindmøller, og vi ser placering af arbejdet med at samle prototyperne til V164-7.0 MW på Lindø som endnu en måde, hvorpå vi kan gøre denne forpligtelse konkret, før vi tilbyder vores produkter og services til resten af verden, forklarer Vestas i meddelelsen.
Læs også: Vestas: Vindmøller er snart konkurrencedygtige
Hvor mange naceller, der skal bygges på det nedlagte skibsværft og hvor mange job, det vil skabe, fremgår ikke af meddelelsen.
Årsagen til, at det netop er det nedlagte Lindøværft, der skal lægge fabriksgulv til prototypeproduktionen, er, at ingen af Vestas' eksisterende produktionsfaciliteter i Danmark kan håndtere naceller af den størrelse, der bliver tale om. Samtidig er det vigtigt, at der er store kraner og direkte adgang til en havn, når der skal produceres vindmøller så store som V164-7.0 MW, forklarer selskabet.
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Læs også:






























































