Trævirksomhed hev overskud på 10 millioner kroner i land takket være et af firmaets bi-produkter.
9. april 2010, 12:37
Håstrup-virksomheden Dansk Træemballage A/S på Fyn kom ud af 2009 med et overskud før skat på godt 10 millioner kroner, skriver Fyens Stiftstidende.
Direktør og medejer af firmaet, Peter Jensen, er rigtig lykkelig, men især fordi firmaets satsning på at etablere træpille-produktion i 2006 var medvirkende til overskuddet.
- Havde vi ikke haft træpillerne, ville regnskabet være gået i nul. Og det er nok meget symptomatisk. De industrier inden for den primære træindustri, der klarer sig i dag, er dem, der udnytter bi-produkter på stedet, siger Peter Jensen til den fynske avis.
Virksomheden beskftigede sidste år 260 medarbejdere, hvilket er et mindre fald i forhold til 2008, hvor der var 280 lønnede medarbejdere hos den fynske træproducent.









































