Stramninger på vej i Kina

Det kan ske når som helst: At Kina opskriver værdien af sin valutakurs. Måske hæver de også den korte rente. Årsagen er, at kinesisk økonomi er på kogepunktet og inflationen skyder i vejret. Samtidig er der frygt for bobler med alt for store prishop på blandt andet boliger.

Stormagten Kina står sandsynligvis lige foran en stramning af sin økonomiske politik. Den kan komme enten i form af en renteforhøjelse, eller en opskrivning af den kinesiske møntfod, eller måske endda begge dele på samme tid.

Det vurderer flere danske og udenlandske økonomer, efter nye tal viser, at inflationen i februar steg til 2,7 procent, efter den var nede på 1,5 procent måneden før. Dermed er inflationen oppe på den største fart i 16 måneder, og meget tæt på det officielle mål om, at inflationen i hele 2010 skal være på højst tre procent.

Industriproduktionen i det store land skød også i vejret med større fart end ventet, og lå i årets første to måneder hele 20 procent højere end for et år siden. Også forbruget steg voldsomt, med næsten 18 procent i februar i forhold til året før, mens investeringerne gik frem med intet mindre end 27 procent. Herhjemme jubles der - til sammenligning - bare forbrug og investeringer stiger nogle ganske få procent.

»Så det er tydeligt, at presset på de kinesiske myndigheder, for at stramme den økonomiske politik, er taget til,« siger Thomas Haugaard, der er seniorøkonom i Handelsbanken.

Protektionisme: Især USA, men også Europa, har længe presset på, for at få Kina til at opskrive sin valuta. De ser den svage kinesiske valutakurs som en form for protektionisme, der gør Kinas eksportvarer billige i udlandet, mens importvarer fra andre steder bliver dyre. Den kinesiske yuan har ligger på et fast niveau over for dollaren siden sommeren 2008. Men over for euroen er den blevet styrket lidt på det sidste, især fordi euroen har været under pres på grund af de store gældsproblemer i en række sydeuropæiske lande, især Grækenland.

»I forvejen er myndighederne i fuld gang med at dæmpe økonomien ved blandt andet at hæve reservekravene til bankerne. Det er sket to gange i år. Bankerne er også blevet pålagt at reducere deres udlån,« siger Thomas Haugaard, der venter, at Kina lader sin valuta opskrive med så meget som ti procent løbende over et par uger.

Der er også forventninger om, at Kina’s centralbank, People’s Bank of China, inden alt for længe hæver sin korte styrerente, der for tiden er på 5,31 procent, mens renten hos Den Europæiske Centralbank (ECB) eksempelvis er nede på én procent.

Lille eksportvækst: Bliver den kinesiske valuta mere værd over for både dollaren og euroen, vil det øge prisen på mange af de forbrugsvarer, som i dag fragtes hjem fra Kina i den helt store stil - ofte af A. P. Møller - Mærsk.

Danmarks import fra Kina er steget med stormskridt de senere år og er nu oppe på mere end 33 milliarder kroner, svarende til mere end seks procent af vores samlede import. Dansk eksport til Kina er derimod nede på omkring ti milliarder kroner, men det salg kan ventes at vokse en smule, hvis Kina opskriver værdien af sin valutakurs.

Kina fører som Danmark en slags fastkurspolitik, hvor valutakursen holdes i et fast bånd over for dollaren. Den kinesiske yuan må kun svinge 0,3 procent på hver side af dollaren, og over for øvrige valutaer er det daglige udsvingsbånd på plus/minus 1,5 procent.

 



Markedet lige nu