Den familieejede industrikoncern VKR Gruppen med ovenlysvinduet Velux som guldklumpen indleder et generationsskifte med sønnerne Jens og Mads Kann-Rasmussen, der rykker ind i bestyrelseslokalerne, hvor faderen Lars Kann-Rasmussen giver plads eller rykker ud.
12. marts 2009, 23:08 – opdateret 17. maj 2012, 18:04
Samtidig forstærkes bestyrelserne i datterselskaberne med nye internationale profiler, der er professionelt udvalgt til at matche de enkelte forretningsområder og den aktuelle markedssituation. Det skriver dagbladet Børsen fredag.
Ændringerne skal ruste VKR Gruppen til at tackle krisen i et uendelig vanskeligt marked, der sætter sine tydelige spor i regnskabet for 2008, som koncernen offentliggør fredag, og som viser røde tal, afslører adm. direktør for VKR Holding Leif Jensen.
I forbindelse med generationsskiftet udtaler Lars Kann-Rasmussen:
»I de senere år har jeg løbende afviklet bestyrelsesposter. Nu har jeg passeret de 70 år, og selv om jeg stadig er meget interesseret i VKR Gruppen, er det naturligt at fortsætte nedtrapningen, så jeg her i 2009 kan koncentrere mig om mit resterende bestyrelsesarbejde, bl.a. som formand i VKR Holding A/S og VELUX A/S«.
Ældste søn Jens Kann-Rasmussen, 39 år og civilingeniør fra DTU, træder ind i holdingselskabets bestyrelse, mens Mads Kann-Rasmussen, 36 år og cand. merc. i international business fra Copenhagen Business School, træder ind i bestyrelsen for SolarCAP, skriver Børsen.






























































