Har fravalgt branchens dominerende kæde-samarbejder, og satser i stedet benhårdt på sit eget koncept.
3. marts 2011, 11:29
Slagtermester Allan Krabbe åbner til april en ny butik i Hjørring efter samme model som den han for syv år siden etablerede i Brønderslev. Den beskæftiger i dag 26 slagtere og bagere.
- Vi oplever stor efterspørgsel og har kunder i hele Nordjylland, siger Allan Krabbe til ErhvervsBladet om baggrunden for at åbne endnu en butik, der skal følge samme koncept: Alt er lavet fra bunden, kvaliteten er i højsædet, og butikken tilbyder både pålæg og nybagt brød til at lægge under.
"Mit navn på døren"
Ideen med at kombinere slagter og bager blev realiseret i 2007, da en bagerbutik i ejendommen i Brønderslev stod til salg. Den købte Slagter Krabbe, og siden er det gået stærkt fremad endda i to brancher, der ellers har været under pres fra supermarkedernes kølediske i en årrække.
Hemmeligheden er et stærkt koncept, lyder det fra Allan Krabbe, der forklarer, at han af den grund helt bevidst har fravalgt at deltage kædesamarbejder som "Mad Med Mere" eller "Gourmetslagterne", der ellers er stormet frem i branchen.
- Jeg har mit helt eget koncept, og det har vi succes med. Det er mit navn, der står på døren, og det er det, vores kunder kender, siger Allan Krabbe, der forklarer at hovedproduktionen fremover stadig vil foregå i Brønderslev for at sikre ensartet høj kvalitet.
Benarbejde forude
Han fortæller, at fremtiden lige nu byder på "en masse benarbejde", der skal gøre den nye butik til en lige så stor succes som butikken i Brønderslev. Allan Krabbe vil derfor selv stå for den daglige drift de første tre-fire måneder, hvorefter en af hans tidligere elever efter planen skal tage over.
- Det handler om at få skabt de kontakter, der skal skabes, og få det her til at blive en lige så stor succes. Derefter må vi se hvad der sker i årene frem, siger den nordjyske Slagtermester.






































