Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Rockwool brager frem

Rockwool hæver forventningen til såvel omsætning som bundlinje for 2010 i regnskabet for første halvår.

Der ventes nu en omsætning på niveau med 2009 mod tidligere et fald på 5 pct., mens nettoresultatet efter minoritetsinteresser ventes på 400 mio. kr. mod tidligere 300 mio. kr.

Det skyldes blandt andet bedrede markedsvilkår i Europa, som topchef Eelco Van Heel ellers den 6. juli på en telekonference kaldte "verdens syge patient".

- Koncernens markedsbetingelser inden for isolering har gradvist forbedret sig i Europa. Rusland er nu i kraftig fremgang mens koncernens udvikling i Nordamerika og Asien fortsætter den gode fremgang. Koncernen forventer at den positive udvikling i Systemssegmentet fortsætter i 2010, forklarer Rockwool i regnskabet.

I begyndelsen af juli udtrykte Eelco Van Heel en anelse bekymring omkring markedsudviklingen i Nordamerika, mens fortsat så mørke skyer over Europa.

- I Nordamerika er vi meget tilfredse med vores egen præstation. Det er lidt svært at se, om det også bliver ledsaget af en positiv markedsudvikling. Min personlige holdning er dog den, at det nordamerikanske marked vil begynde at vokse igen. Jeg er dog mere i tvivl om Europa, hvor vi har de store problemer med statslig gæld. Derfor kommer den offentlige sektor ikke til at bidrage til forretningen på den korte bane. Europa er lidt verdens syge patient, sagde Rockwool-direktøren, der ved samme lejlighed var positiv omkring udviklingen i Rusland.

Koncernens EBITDA steg med 44 pct. i forhold til første halvår af 2009 og blev på 860 mio. kr., hvilket resulterede i en EBITDA-margin på 16 pct. Driftsresultatet blev på 377 mio. kr., hvilket er en stigning på 200 mio. kr.

- Koncernen fortsætter med at drage fordel af den fabrikseffektivitetsplan, som blev implementeret for flere kvartaler siden og har nu fuld effekt af det omkostningsreduktionsprogram, som igangsattes i slutningen af 2008. Råvare- og energipriserne er steget, men det har begrænset negativ effekt på 2. kvartals indtjening, skiver Rockwool i regnskabet for årets første halvår.

Investorerne tager umiddelbart godt imod Rockwools opjustering, som bliver belønnet med en kursstigning på omkring 5 pct. i handlen på fondsbørsen i København efter offentliggørelsen.

# Halvårsregnskab - Rockwool:

Mio. kr. H1 2010 H1 2009

---------------------------------------------------

Omsætning: 5445 5203

EBIT: 377 177

Res. før skat: 364 158

Nettoresultat: 206 90

Egenkapital: 8477 7808

Balance: 11.790 11.333

#

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )

 




Markedet lige nu