Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lean kræver kulturforandringer

Lean virker - i hvert fald på kort sigt. Men skal forandringerne for alvor slå igennem kræver det kulturforandringer. Lean skal være en livsstil, mener en af landets førende Lean-eksperter, Merete Nørby.

»Lean handler om at reducere spild og sikre flow i en proces. I virkeligheden er det meget lige til, og bygger på almindelig sund fornuft, som er sat i system. Lean tilbyder en række ret enkle værktøjer, og så virker det faktisk. Specielt på kort sigt. Man kan hurtigt se resultatet af at indføre Lean,« siger Merete Nørby, ph.d. og centerchef hos Teknologisk Institut.

Sammen med professor Jan Stentoft Arlbjørn fra Syddansk Universitet udgav hun tidligere på året bogen »Lean uden grænser? - Lean i offentlige og private virksomheder«. Bogen bygger bl.a. på en spørgeskemaundersøgelse blandt 188 kommuner og private virksomheder.

Ifølge undersøgelsen har syv ud af ti kommuner indført eller er i gang med at indføre Lean, mens det gælder for halvdelen af produktionsvirksomhederne og knap en fjerdedel af handels- og servicevirksomhederne.

Ifølge Merete Nørby kan man enten vælge at sætte snævre grænser for, hvad man kan bruge Lean til, eller man kan vælge stort set ikke at sætte grænser. Og det er den sidste tilgang, der er blevet mest udbredt i Danmark.

»Lean bliver mere opfattet som en filosofi kombineret med en værktøjskasse med en masse redskaber. Vi har taget idéen til os, og så har vi udfoldet den, så den kan bruges i forskellige funktioner i den enkelte virksomheder, og i mange forskellige virksomheder,« siger Merete Nørby.

Merete Nørby advarer dog om at tro at ens virksomhed er blevet »lean«, blot fordi man har gennemført et Lean-projekt og indført brugen af Lean-værktøjer.

»Det, der afgør, om en virksomhed er lean, er om man forstår at fastholde brugen af Lean og gøre det til en del af kulturen i virksomheden. Den hurtige Lean dør, men kulturforandringerne består. Derfor er der i de senere år kommet stadig større fokus på at gennemføre en egentlig kulturforandring, når man indfører Lean. Lean er i virkeligheden en livsstil,« siger Merete Nørby.

Merete Nørby har umiddelbart svært ved at se, at Lean-bølgen skulle være på retur.
»Vi har foreløbig ikke set ret mange skrækhistorier om Lean, og ser vi endelig dårlige eksempler, så kan de næsten altid tilbagevises med, at der i forvejen har været ledelsesmæssige problemer i virksomheden. Lean er nemlig ikke et redskab til at løse ledelsesmæssige problemer med. Er der konflikter mellem ledelse og medarbejdere, så bliver de ikke nødvendigvis mindre af at indføre Lean,« siger Merete Nørby.

Selvom Merete Nørby er en varm tilhænger af Lean, så hører hun ikke til blandt de Lean-eksperter, der mener, at Lean er en jobgaranti eller et værn mod stress.

»Der ligger ingen jobgaranti i Lean. Det gode er, at man med Lean-redskaberne kan gøre det mere forståeligt og synligt, hvorfor man eventuelt bliver nødt til at skære ned. På den anden side er det heller ikke en selvfølgelighed, at Lean fører til nedskæringer. Ofte vil virksomheden vælge at bruge de ressourcer, som Lean frigør et andet sted i organisationen.« siger Merete Nørby.

Lean er heller ikke nødvendigvis et værn mod stress.

»Der er faktorer i Lean som kan udløse stress, og der er faktorer i Lean som kan modvirke stress. Der er intet entydigt billede, der peger i den ene eller anden retning. Men Lean kan hjælpe til at få belyst, hvor problemerne med stress ligger, og Lean indeholder også redskaber, som man kan bruge til at få løst problemerne med stress,« siger Merete Nørby.

 




Markedet lige nu