Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kinesiske studerende uddannes til arbejdsløshed

Antallet af studerende på kinesiske universiteter er nu så højt, at de studerende bliver sendt direkte ud i arbejdsløshed. Til gengæld er kvaliteten af kinesiske kandidater højere end nogen siden før, vurderer dansk professor.

21,5 millioner studerende var der i 2008 indskrevet på de kinesiske universiteter. Dermed har de kinesiske professorer og dekaner oplevet en tilstrømning af nye studerende, som danske universiteter kun kan drømme om. For bare 12 år siden var antallet af studerende på kinesiske universiteter kun 3,6 millioner.

Dermed har universiteterne i Kina fulgt med den kinesiske samfundsudvikling, der har været præget af økonomisk vækst på over 10 procent om året de seneste fem år.

Men meget tyder på, at festen nu lakker mod enden. I 2009 nåede Kina »kun« en økonomisk vækst på ni procent, og selv om det er et imponerende tal set i forhold til tallene i Europa og USA, så er der tale om en afmatning, der allerede nu påvirker de nyuddannede kinesiske kandidater.

I en meddelelse fra den kinesiske premiereminister Wen Jiabao lyder det således, at man forventer, at 6,1 million studerende i juni i år vil tage deres afgangseksamen fra kinesiske universiteter. Herefter vil de tilslutte sig de 1,5 millioner kandidater fra juni 2009, der endnu leder efter et første job.

Og det kan blive en hård kamp i et land, hvor arbejdsløsheden nærmer sig 9,4 procent, når man medregner migrant-arbejdere fra landet og nye kandidater.

Sænker løn-forventningerne

De svære vilkår på arbejdsmarkedet sætter da også sit klare præg på de kinesiske studerende. En undersøgelse foretaget blandt 2.000 studerende foretaget af den officielle kinesiske avis China Daily viser, at 86 procent af de adspurgte har sænket deres forventninger til startlønnen i forhold til for et år siden.

Den svære situation for de nyuddannede får dog stor opmærksomhed hos de kinesiske myndigheder, der frygter, at situationen kan føre til sociale uroligheder. Derfor har den kinesiske regering i sidste uge iværksat en række initiativer, der skal forbedre situationen. Blandt andet vil regeringen nu eftergive studielån hos kandidater, der tager job i militæret eller i landdistrikterne - job det normalt er svært at lokke veluddannede unge til at tage.

Kvalitet i stærk vækst

Det er dog ikke alt ved det kinesiske uddannelsessystem, der er i krise. For mens antallet af kandidater muligvis er for stort, så er kvaliteten af de færdige kandidater stærkt stigende i disse år. Det mener Mogens Henze, institutdirektør og professor ved Danmarks Tekniske Universitet Miljø. Instituttet er blandt de førende i Danmark, når det kommer til gæsteophold og ph.d. studerende fra Kina.

»Vi ser i disse år, at universiteterne i Kina skyder op på listerne over verdens bedste. Det er udtryk for en klar prioritering fra det kinesiske styre - man ønsker virkelig, at Kina skal være mindst på niveau med vesten, når det kommer til uddannelse. På miljøområdet er det meget tydeligt. Det blomstrer på de kinesiske universiteter og er med til at gøre Kina førende på det grønne område,« siger Mogens Henze.

Han fortæller, at en kinesisk professor i dag er ganske vellønnet.

»Mine kinesiske kollegaer tjener cirka det samme som mig - men har jo en langt større købekraft, når de bor i Kina. Derfor ser vi også, at mange af de kinesere, der de seneste måske ti år har læst og boet i Europa og USA, nu vender tilbage til Kina. Lokket af høje lønninger og store midler på universiteterne. At undervudere niveauet i de kinesiske uddannelser vil være en stor fejl.«

 




Markedet lige nu