Vestas største kinesiske konkurrent, Goldwind, lancerer voldsomme vækstmål.
8. marts 2010, 06:00
BEIJING: Står det til den kinesiske regering, vil Danmark kun bevare titlen som verdens førende vindmølleproducent kort tid endnu. Ved at udpege vindenergi som en strategisk kernebranche for landet, har den kinesiske regering de seneste par år givet den nationale vindmøllebranche massiv medvind, og 2010 tegner til at blive året, hvor en række af Kinas vindmølleproducenter når eksportmodenhed.
Sådan lyder det fra den kinesiske regering, sådan lyder det fra de kinesiske vindmølleproducenter selv, og sådan lyder det også fra danske Vestas, der åbent erkender, at konkurrencen fra Kina spidser hastigt til.
”De kinesiske myndigheder ser vind som en måde at reducere CO2-udslippet på, men også som en strategisk vigtig industri, der kan blive en stor eksportsucces. Der er ingen tvivl om, at Kina i disse år bevæger sig i overhalingsbanen på det grønne område, og man kan sidde tilbage med en fornemmelse af, at vi i Europa ikke helt er opmærksomme på, hvor utroligt hurtigt tingene bevæger sig i Kina. Hvis ikke vi kommer ud af starthullerne, så når vi ikke med på toget,” siger Peter Brun, vicedirektør og cheflobbyist i Vestas.
Verdens største marked: Og det grønne tog i Kina har tilsyneladende sat fuld kraft på accelerationen. Det er kun få dage siden, at den kinesiske regering til den officielle avis China Daily fortalte, at regeringen inden for ti år vil se andelen af vedvarende energi i Kina nå 15 procent – en fordobling i forhold til andelen i 2008. Det skal ske ved at investere milliarder af kroner i opførelsen af nye vindmølleparker, solenergianlæg og research i vedvarende energi.
Samtidig har regeringen i Beijing beordret energiselskaberne i Kina til at investere mere i vedvarende energi i de kommende år. Det skal ske for at øge markedet for lokale producenter af vindmøller og solcelleteknologier.
De lokale producenter af vindmøller i Kina mærker da også effekten af Kinas grønne programmer. Goldwind, Sinovel og Dongfang har ganske vist ikke nogen eksport af betydning i dag; alligevel står de ifølge det danske vind-analysefirma BTM for opførelsen af cirka hver ottende mølle i verden. Det skyldes alene salget til det kinesiske hjemmemarked, der i 2009 blev verdens største marked for nyopførte vindmøller.
Succesen på hjemmemarkedet har da også givet de lokale producenter blod på tanden. Det står tydeligt, når man besøger vindmølleselskabet Goldwind i deres helt nye hovedsæde en lille times kørsel fra centrum af Beijing.
”Vi er i dag et meget modent selskab i Kina, og vi føler nu, at tiden er inde til at satse på det globale marked. Vores strategi er at oprette lokal produktion på de største markeder i udlandet, og dermed nå op blandt den globale top 5 inden for vindmølle-producenter i 2013,” siger Thomas Yaoyu, kommunikationsdirektør i Goldwind, der i dag indtager en niendeplads over verdens største vindmølleselskaber.
Vestas i Kina-klæder: Goldwind er tilsyneladende godt i gang med at indfri sine vækstmål. I december påbegyndte selskabet den første leverance af møller til USA, og i 2008 opkøbte selskabet størstedelen af aktierne i den tyske underleverandør til vindmølleindustrien, Vensys.
Samtidig steg selskabets omsætning i 2009 med 66 procent til 8,6 mia. kr. Det er langt fra Vestas’ små 50 mia. kr. Men nok til, at man i Vestas er opmærksomme på konkurrencen fra Kina.
”Det kinesiske marked er mindre transparent end andre markeder. Blandt andet er brugen af offentlige udbud meget omfattende i Kina, og disse er ikke åbne for udenlandske bud som i Europa. Og Kina er et marked, hvor man understøtter lokale producenter helt ekstraordinært meget. Men vi er efterhånden lige så kinesiske, som vores mest ærkekinesiske konkurrenter – blandt andet som følge af vores syv produktionsfaciliteter i Kina. Derfor tror vi også på, at vi på den lange bane kan bevare en stærk position - også i Kina,” siger Peter Brun.
































