Den højprofilerede advokat beskylder kuratoren i konkursboet efter bølgeenergifirmaet Wave Star for at tækkes Danfoss-familien efter. Beskyldningen kommer efter, at kurator har politianmeldt iværksætter Per Resen Steenstrup for mandatsvig
9. marts 2010, 17:14
Ufuldstændig, sjusket, uprofessionel, tendentiøs, ensidig og fejlagtig. Det er adjektiver, som advokat Karoly Nemeth hæfter på kurators politianmeldelse af iværksætteren bag det nu konkursramte bølgeenergifirma, Wave Star Energy.
Kurator, Sønderborg-advokaten Karsten Højer politianmeldte i sidste uge Per Resen Steenstrup for mandatsvig for knap halvanden mio. kr. Han beskylder bla. Wave Star Energys tidligere ejer og direktør for at have afholdt en række udgifter til bla. private forsikringer, ferierejser, restaurationsbesøg og anlæggelse af have på selskabets regning.
Det drejer sig bla. om rejser til Venedig og Mallorca sommeren 2009 og februar 2010, efter at Per Resen Steenstrup blev bortvist fra direktørjobbet i Wave Star Energy.
Men Per Resen Steenstrups advokat, Karoly Nemeth mener, at Karsten Højer hverken har evnet eller ønsket at sætte sig ind i sagens rette sammenhæng:
"Deres henvendelse til Nordsjællands Politi er tendentiøs, ensidig og på afgørende punkter ufuldstændig og fejlagtig", tordner Nemeth i et brev til Karsten Højer fra forleden, hvor han bla. beskylder Højer for at "tækkes fam. Clausen".
Karoly Nemeth kalder det også uanstændigt, uacceptabelt og i strid med god advokatskik, at Carsten Højer har rundsendt politianmeldelsen og andet materiale til en kreds af kreditorer, samt til pressen. Karoly Nemeth vil klage over karsten Højer til Advokatnævnet, når han har modtaget en redegørelse fra Carsten Højer om sagen.
Kurator Carsten Højer afviser Nemeths kritik lodret:
" Det er min klare holdning, at der er foregået ting, som politiet bør se nærmere på," siger han.
Han afviser også Karoly Nemeths kritik af, at han har sendt politianmeldelse og andet materiale til kreditorer og pressen:
"Der er tale om offentlige retsmøder, og interesserede, herunder pressen, kan få materialet at se," siger han.






























































