Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kapitalfonde jubler over ISS' frifindelse

Mandagens afgørelse i Østre Landsret får det store smil frem hos kapitalfondenes brancheorganisation, der kalder det hele en nytteløs heksejagt.

Kapitalfondenes brancheorganisation DVCA noterer sig med stor tilfredshed, at servicegiganten ISS tirsdag er blevet frikendt i en skattesag i Østre Landsret.

"Det er meget glædeligt, at vi endnu en gang får rettens ord for, at kapitalfondene bag ISS har handlet korrekt. Samtidig bekræfter det, at Skats heksejagt på kapitalfondene i bedste fald er nyttesløs," siger Jannick Nytoft, der er adm. direktør for DVCA – Danish Venture Capital & Private Equity Association.

Jannick Nytofts kommentar falder efter, at landsretten har afvist Skats anklager om skattetænkning i forbindelse med katitalfondene EQT og Goldman Sachs Capital Partners’ køb af ISS i 2005. Her mente Skat, at der var spekuleret i skatteunddragelse ved at køre et beløb gennem Luxembourg i forbindelse med en kapitalrejsning.

Den slags sager mener DVCA har tynget investeringsmiljøet i Danmark.

"Skattesager som disse ligger som en tung sort sky over Investeringsdanmark, hvor ny kapital må vente på sidelinjen i stedet for at blive sendt af sted i jagten på ny vækst til landet," siger Jannick Nytoft.

Den liberale tænketank CEPOS peger efter dommen på, at der eksisterer et retsssikkerhedsmæssigt problem.

Tænketankens seniorkonsulent Henriette Kinnunen mener, at Skat på egen hånd har tolket videre på skatteregler, der oprindeligt var blåstemplet af tidligere skatteminister Ole Stavad i 2001. Det mener hun er i modstrid med god forvaltningsskik.

"Sagsforløbet viser, at ministeriet ikke har vidst hvilket ben, de skulle stå på. I sådanne tilfælde bør ministeriets første prioritet naturligvis være at skabe klarhed over reglerne, før de rejser sager. Både af hensyn til Skats egen administrative praksis, men også af hensyn til virksomhedernes retssikkerhed," siger hun og tilføjer:

"Sagerne illustrerer med al tydelighed et af de største retssikkerhedsmæssige problemer i dansk skatteret. Nemlig volumen og de konstante ændringer af skattereglerne. Hvis lovfortolkningen skal bero på skiftende ministres mere eller mindre ad hoc udtalelser, er det ganske enkelt umuligt for virksomhederne at holde trit med, hvilken praksis der er gældende," siger Henriette Kinnunen.

Skat over 30 sager under behandling, og en del af dem omhandler kapitalfondsejede selskaber og deres skattemæssige transaktioner.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu