21. december 2011, 09:49 – opdateret 27. december 2011, 10:01

Man behøver ikke at have været erhvervsjournalist i 25 år for at indse, at der er sprængstof i en historie om, at Grundfos’ respekterede topfigur gennem mere end en menneskealder, Niels Due Jensen, mod sin vilje blev presset væk fra posten som bestyrelsesformand.

De første pip om magtopgøret hørte jeg allerede på et tidligt tidspunkt under arbejdet med den biografi, »Arvtageren«, som jeg gik i gang med i foråret. Initiativet til biografien var kommet fra Niels Due Jensen selv, og ligesom læserne blev jeg overrasket for ikke at sige målløs over, at det fredelige Bjerringbro gemte på så dramatisk en historie.

Niels Due Jensen har ganske vist aldrig gået i ét med panelerne. Hans stridigheder med lokalsamfundet om vildthegn og laksefiskeri og hans politisk ukorrekte holdninger i sagen om Muhammed-tegningerne er kendt af de fleste, og de konflikter står han gerne på mål for. Ligesom han i modsætning til andre erhvervsikoner gerne tager en diskussion om skiftet fra koncernchef til posten som bestyrelsesformand, som er i modstrid med gængse corporate governance-regler.

Men hvorfor havde Niels Due Jensen bedt mig om at skrive en biografi om sig selv midt i en magtkamp, hvis lige aldrig før var set i pumpevirksomheden? ---- Niels Due Jensen nedtonede selv opgøret, og han brød sig ikke om, at jeg beskæftigede mig med det.

Men en journalist må gøre sin pligt. Opgøret på Grundfos vedkommer mange flere end de direkte implicerede. Måske var det i virkeligheden ganske typisk for en familiebaseret virksomhed.

Rundt omkring i virksomheden blev der hvisket om kup, pinlige optrin og højlydte skænderier, og dramaets mange aktører og tilskuere var så voldsomt optaget af begivenhederne, at de bid for bid begyndte at berette om magtkampen.

Det tog seks måneder at få historien stykket sammen. For hver ny brik, jeg samlede op, blev billedet lidt mere komplet, og jeg kunne vende tilbage til allerede interviewede personer og få oplysninger bekræftet – og få tilføjet nye.

De åbne spørgsmål

Lars Kolind valgte hen imod slutningen af arbejdet med biografien at gå til citat i bogen. Og han valgte også at kommentere »Arvtageren«, da historien om magtopgøret på Grundfos slap ud i Børsen.

Især det sidste skulle han nok ikke have gjort. For dermed overtrådte han ifølge ledelsesprofessor Steen Thomsen reglerne for god opførsel blandt bestyrelsesmedlemmer, som har tavshedspligt. Ifølge Kolind selv betød dette, at han mistede sin opbakning i den bestyrelse, som ellers havde støttet det vanskelige generationsskifte i Grundfos, som de fleste – også koncernledelsen – havde ønsket sig. Så han har valgt at forlade bestyrelsen og overlade sin formandspost til tidligere Microsoft-direktør Jens Moberg.

Skulle Lars Kolind have løjet, spurgte en kommentator i Nyhedsbrev for Bestyrelser forleden og konkluderer, at det i hvert fald ikke ville stemme overens med Grundfos’ værdier om at være »Open and trustworthy«.

Dette spørgsmål har vi ikke fået besvaret, og heller ikke spørgsmålet om, hvorfor Niels Due Jensen ønskede sig en biografi midt i balladen. Måske havde han regnet med, at han kunne styre projektet, ligesom han plejer.