H+H venter også underskud i 2010

H+H venter et negativt resultat før skat i indeværende år, men dog "noget bedre end underskuddet for 2009", der var på 158,5 mio. kr. før skat og særlige poster.

H+H International kom ud af 2009 med et underskud på godt 230 mio. kr. Selskabets administrerende direktør, Hans Gormsen, kalder året for "meget specielt". Selskabet venter et bedre resultat i 2010.

- Vi havde en del ekstraordinære omkostninger i 2009. Hvis vi renser for det, så landede regnskabet i 2009 på -153 mio. kr. eller der omkring. Vi vil lande bedre end det og have et neutralt cash flow. Det er de samme forventninger, som vi havde i vores prospekt i november 2009, siger Hans Gormsen.

For 2010 venter selskabet, at særligt det engelske marked vil vise fremgang.

- Vi ser, at der er nogle markeder - det engelske - som er i fremgang, derudover kan vi sige, at de andre markeder har stabiliseret sig og ligger rimelig fladt, siger H+H-direktør, Hans Gormsen, der samtidig påpeger, at selskabet i 2010 får større effekt af en række forskellige tiltag.

- Vi får effekt af fabrikken i Skt. Petersborg hele året. Fabrikken blev først startet op i sommeren 2009, hvilket vil sige, at det kommer til at give noget ekstra i 2010. Derudover havde vi en opstart i Tjekkiet, hvor vi også får effekt fra et helt år og i princippet også fra en af fabrikkerne i Polen. Det betyder, at vi har nogle flere aktiviteter og geografiske områder, som giver en fuld effekt i 2010, siger Hans Gormsen.

H+H var i 2009 genstand for intens medieopmærksomhed, da forskellige parter forsøgte at overtage selskabet. Det endte med en kapitalindspøjtning fra en kreds bestående af primært eksisterende og til dels nye aktionærer.

RB-Børsen

 



Markedet lige nu