Den kommende kapitaludvidelse i den nødlidende betonkoncern H+H International garanteres af en række store investorer anført af LD og ATP.
2. december 2009, 13:59 – opdateret 2. december 2009, 14:05
Højst overraskende står betonkæmpens hovedbankforbindelse Danske Bank også som garanti for kapitaludvidelsen i en særlig ”Garantigruppe”. Udover Danske Bank udgøres gruppen af investeringsselskabet SmallCap Danmark, pensionskassen PKA samt investeringsbanken SEB Enskilda, som står for kapitaludvidelsen.
Det fremgår af prospektet for kapitaludvidelsen, der skal redde betonkæmpen for kvælningsdøden med en kæmpe gæld på 1 mia. kr. Af prospektet fremgår det, at det forventede provenu ved kapitaludvidelsen vil være 471 mio. kr. Det skal dog fratrækkes omkostninger ved udvidelsen, så det samlede udbytte lander på 436 mio. kr.
Det vil sige, at rådgiverne anført af SEB Enskilda scorer 35 mio. kr. på kapitaludvidelsen.






























































