Hele verdens folkevogn

VW vil være verdens største bilproducent inden 8 år. Produktion skal op fra knapt 7 til flere end 10 mio. biler.

VW vil være hele verdens folkevogn. Det er ambitionen i den tyske bilkoncern, der fra hovedsædet i Wolfsburg, netop har udstukket kursen for de kommende 8 år.

Med en ny strategiplan i hånden, vil VW-ledelsen have øget salget af VW-biler, herunder bl.a. mærker som Audi, Seat og Skoda, som jo ejes af VW-koncernen, fra i dag knapt 7 mio. biler til flere end 10 mio. biler hvert år.

I dag er det japanske Toyota der sidder på tronen som verdens største bilproducent. Toyota solgte sidste år 7,8 mio. biler og satser på at sælge 8,3 mio. styks i år. Det ventes dog at blive svært for den japanske fabrik, der i disse dage kæmper med elendigt image, fordi fabrikken har måtte tilbagekalde millioner af biler på grund af defekte speedere.

VW har recepten klar for en overhaling af Toyota. Den involverer ikke mindst en mere gennemført udnyttelse af 'byggestens-modellen', som allerede i dag er en stor brik i VW's succes. Her udnytter VW de samme undervogne, motorer og dele i en stribe af koncernens biler. Til tider kan det være svært at se forskel på, om man sidder i en VW, en Audi eller en Seat, fordi en del af f.eks. interiøret er identisk.

 



Markedet lige nu