Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hartmanns æggebakker hopper med på grøn bølge i Nordamerika

Brødrene Hartmann har for alvor fået gang i sin æggebakkeforretning i Nordamerika, og de danske æggebakker hitter på den anden side af Atlanten. Det skyldes især amerikanernes interesse for bæredygtighed, siger Peter Arndrup Poulsen, administrerende direktør i Hartmann, til RB-Børsen.

- Vi har nydt godt af den grønne bølge af bæredygtighed, der har ramt amerikanerne. Walmart (verdens største detailhandelskæde, red.) nægter at bruge plastikposer i sine supermarkeder og er blevet helt vild med bæredygtig emballage. Og i Europa er vi foregangsmænd på netop det felt, fortæller Peter Arndrup Poulsen, der ser store vækstmuligheder på det nordamerikanske marked. For første gang nogensinde præsenterede æggebakkeproducenten i årets tre første måneder sorte tal på bundlinjen for forretningen i Nordamerika. Cirka 50 pct. af det nordamerikanske æggebakkemarked består i dag af æggebakker lavet af støbepap, hvoraf Hartmann sidder på 15 pct. af markedet. Den anden halvdel af det nordamerikanske æggeemballagemarked er emballage lavet af plastik og skumplast. Og netop her har Hartmann mulighed for at stjæle markedsandele, siger direktøren.

Læs også: Hartmann: Dårlig timing at tre fra topledelsen forsvinder

- Det er alt andet lige lettere at vinde markedsandele, når halvdelen er optaget af snavs i form af plastik og skumplast. Der er også begyndt at dukke en underskov af differentierede produkter op i Nordamerika, og her kan vi differentiere os med vores high-end-produkter, siger Peter Arndrup Poulsen, der også har en stærk tro på, at Hartmann-koncernen er i stand til at stjæle markedsandele fra konkurrenterne. - Alle kan lære at lave emballage, der kan flytte æg fra a til b. Men når det drejer sig om at lave emballage med låg og lave smarte etiketter og farver, så er vi både teknologisk og markedsføringsmæssigt foran, siger Hartmann-direktøren. Gunstige valutaforhold bidrager også positivt til det gode resultat i Nordamerika. Og også de mange effektivitetsforbedringer i forbindelse med selskabets turn-around-proces begynder for alvor at vise deres værd. Hvad angår produktionskapaciteten, er Hartmann-koncernen tæt på at nå loftet. Hvis succesen skal række længere, kræver det derfor først og fremmest, at produktionen i Nordamerika udbygges, siger Peter Arndrup Poulsen.

Læs også: Strategisk vigtigt at holde fast i maskinfabrik

- Det er vores mål at øge produktionskapaciteten, men de fremtidige muligheder ligger ikke i at gøre vores fabrik i Canada større. Hvis vi skal nå europæiske højder, skal vi have produktion på den anden side af grænsen, siger Hartmann-direktøren og fortæller, at man primært har fokus på samarbejdet med Hartmanns underleverandører og altså ikke planlægger at bygge en ny fabrik foreløbigt. Selvom æggebakkeproducenten nu ser ud til at have fundet opskriften på succes i Nordamerika, så er udfordringerne stadig mange, siger direktøren.

Det gælder især krydskursen mellem den canadiske dollar og den amerikanske dollar, der stadig vil ligge som en tung sky over Hartmann-koncernens æggebakkeemballage, indtil kapaciteten udvides. - Vi laver stille og roligt løbende forbedringer. Det er første kvartal, hvor vi overhovedet har tjent penge (på det nordamerikanske marked, red.), og vi har kun lige gnedet søvnen ud af øjnene og fået sorte tal på bundlinjen. Vi skal lære at kravle, før vi kan gå, siger Hartmann-direktøren. Han har dermed ikke lagt de jyske gener fra sig trods sine næsten fire år i spidsen for Gentofte-virksomheden. - Det er en jysk tilgang til tingene. Det kan måske lyde kedeligt, men det er et langt sejt træk, og vi vil ikke ind i noget risikofyldt, siger Peter Arndrup Poulsen. Hartmann-koncernens nettoomsætning på det nordamerikanske marked landede i årets første kvartal på 53. mio. kr. sammenlignet med 40 mio. kr. i samme kvartal sidste år.

Resultatet af primær drift før særlige poster landede på 2 mio. kr. sammenlignet med -1 mio. kr. i 1. kvartal 2009. Afdækningen af amerikanske dollar mod canadiske dollar for 1. kvartal 2010 er foretaget på et gennemsnitligt niveau på 0,80 sammenlignet med 0,95 i 1. kvartal 2009, skriver Hartmann i sin delårsrapport. Hartmann-koncernens succes på det nordamerikanske marked fjerner dog ikke fokus fra selskabets guldæg - nemlig det europæiske marked. Her sidder Hartmann på cirka 40 pct. af markedet for æggebakkeemballage i støbepap, og det er netop på det europæiske marked, at selskabet har sine hovedaktiviteter.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu