En WTO-dom samt mineinvesteringer verden rundt ventes at udhule Kinas monopolstatus inden for sjældne jordarter. Grønland spås at blive en af de største producenter. Det kan lette presset på erhvervslivets forsyningssikkerhed.
11. februar 2012, 07:49 – opdateret 11. februar 2012, 07:58
Presset på erhvervslivet om den fremtidige forsyningssikkerhed for sjældne jordarter tager nu en smule af. Kina har i en årrække siddet på stort set hele verdensproduktionen af de sjældne jordarter og udnyttet positionen til at drive priserne i vejret. Men nye mineinvesteringer verden rundt samt en dom fra verdenshandelsorganisationen WTO ventes at reducere Kinas styrkeposition betydeligt frem mod 2017.
En analyse fra amerikanske Technology Metals Research viser, at det nuværende kinesiske verdensherredømme over sjældne jordarter med stor sandsynlighed vil blive brudt i løbet af få år, og at Grønland kommer til at spille vigtig rolle som monopolbryder.
I 2010 stod Kina for 97 procent af den totale verdensproduktion af sjældne jordarter, men allerede i 2017 venter det amerikanske analyseinstitut, at den kinesiske andel af verdensproduktionen vil være nede på godt 43 procent, fordi der er store mineinvesteringer på vej i andre lande.
Det vil stadig gøre Kina til verdens største producent, men Grønland ventes til den tid at være verdens næststørste producent og stå for godt 14 procent af produktionen fra en mine i Kvanefjeldet ved Narsaq i det sydlige Grønland. Det er det australske børsnoterede Greenland Minerals & Energy, der ejer mineprojektet. Virksomheden tror selv på, at det kan udvikles til en af verdens største miner for sjældne jordarter.
Også de to grønlandske fjelde, Kringlerne nord for Narsaq og Sarfartoq ved lufthavnen i Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord længere mod nord på Grønlands vestkyst, indeholder store mængder sjældne jordarter. Men de er ikke talt med i opgørelsen fra Technology Metals Research, da der ikke har være officielle tal fremme om, hvor stor en eventuel produktion derfra vil være.
Den tredjestørste producent forudses at blive USA, hvor der tidligere er udvundet sjældne jordarter i den californiske mine, Mountain Pass, der lukkede på grund af miljøproblemer. Den står nu foran genåbning, efter at en myndighedsgodkendelse kom på plads i december.
Ro på
Drivkraften bag det hele er, at de høje verdensmarkedspriser på sjældne jordarter nu gør det rentabelt for mineindustrien at investere i den kostbare udvinding af sjældne jordarter. Og det er noget, der får striben af danske virksomheder, der benytter de sjældne jordarter, til at trække vejret lidt roligere, fordi det skaber mere ro om den fremtidige forsyningssikkerhed, lyder det fra interesseorganisationen DI.
»Når jeg taler med virksomheder, som interesserer sig for det her, er de ikke så bekymrede, som de var for et år siden, fordi der nu er produktion af sjældne jordarter under opstart i USA og Australien, og fordi der er store forekomster i blandt andet Grønland,« siger Peter Thagesen, der er afsætningspolitisk chef i DI.
WTO-dom
Ifølge Peter Thagesen vil en nylig WTO-dom antagelig også øge udbuddet af sjældne jordarter fra Kina og dermed tage presset af priserne. Verdenshandelsorganisationen WTO afgjorde i januar, at Kina skal fjerne de mange eksportrestriktioner, de har på en stribe mineraler. WTO-dommen omhandler ganske vist ikke sjældne jordarter, men den kan få afsmittende effekt.
»Kina har fået monopol på sjældne jordarter, fordi de har satset på det, investeret i det, indført kvoter og eksportskatter og gjort råvarerne svært tilgængelige på verdensmarkedet. Hele det regime er vi mange, som håber, nu kommer under pres, fordi det er gjort ulovligt i WTO. Sagen handler om andre mineraler, men i og med at dommen er ret principiel, regner man med, at en tilsvarende sag om sjældne jordarter vil få samme udfald,« siger Peter Thagesen































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten