Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Giftskandale hos grøn dansk pioner

Tusindvis af medarbejdere hos LM Wind Power har i årevis været udsat for giften styren. Arbejdstilsynet har givet 35 påbud.

De vågnede om morgenen med gule skjolder på lagnerne, så omridset af sig selv og vidste, de var udsat for styrenforgiftning - den såkaldte gule gift, der er mistænkt for at give kræft.

De led af hovedpine, løb på toilettet hele tiden, blev svimle og fik åndenød, men de fleste sagde ingenting. For de var en vigtig del af en verdenssucces og stolte af det: Tusindvis af fortrinsvis ufaglærte arbejdere var med at til at få det danske vindenergimirakel til at ske på LM Wind Powers danske fabrikker, som forsyner syv ud af ti af verdens største vindmølleproducenter.

Nu står tidligere medarbejdere frem og fortæller om følgevirkningerne af deres arbejde: Betændte bylder på størrelse med golfbolde, kronisk diaré, besvær med vejrtrækning og hukommelsetab. Dertil kommer frygten for kræft. Berlingske har talt med 20 tidligere medarbejdere, som samstemmende beskriver alvorlige styren-problemer på LM Wind Power. Flere af dem ønsker en stor undersøgelse af langtidsvirkningerne samt en undskyldning fra LM.

Web-tv: Mød fire af de forgiftede

Arbejdstilsynet har siden 1995 givet virksomheden 35 påbud alene på grund af styrendampe - alligevel fortsætter problemerne tilsyneladende. Så sent som sidste år udstedte tilsynet syv påbud.

LM Wind Power står derfor med en sur rød smiley på tilsynets hjemmeside - en skæbne, som kun overgår godt én procent af de tilsete virksomheder.

Næstformand i LO, Lizette Risgaard, er rystet:

»Det er en forfærdelig sag. Ingen skal tvinges til at arbejde under sådanne forhold, som burde høre fortiden til. Det er under al kritik, at en virksomhed, der arbejder med så giftigt et stof, får det ene påbud efter det andet. Man bør jo se på, om ikke den skulle have været lukket.«

Læs også: Den forgiftede

Hos LM Wind Power mener man, at der langt fra er tale om et generelt problem.

»Det er beklageligt, hvis der er medarbejdere, der har været udsat for uheld eller oplevet sundhedsmæssige problemer, og vi afviser ikke at det er sket. Men det ville være forkert at bruge disse eksempler til at hævde, at vi generelt har haft problemer med vores arbejdsmiljø,« udtaler vice president Richard Andrew Bevan.

 




Markedet lige nu