Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Formandsposten i Grundfos guld værd

Pumpegigantens nye bestyrelsesformand Jens Moberg overgås kun af formændene for A.P. Møller - Mærsk og Nordea, når det gælder honorar.

Den formandspost, som Jens Moberg har landet i kølvandet på magtkampen i Grundfos, er guld værd. Moberg vil få et samlet honorar på to mio. kroner, når han til april sætter sig tilrette i formandsstolen i pumpekoncernen. Dermed er Grundfos-formanden bedre lønnet end langt hovedparten af bestyrelsesformændene i C20. Som menigt medlem af fondsbestyrelsen modtager han yderligere 250.000 kr. i honorar. Hertil kan så lægges, at han som formand for et par bestyrelsesudvalg bliver yderligere honoreret, således at hans samlede vederlag lander på omkring to mio. kroner.

Efter den seneste dramatiske magtkamp i Grundfos meddelte koncernens bestyrelsesformand Lars Kolind mandag, at han forlader posten ved Grundfos’ ordinære generalforsamling til april. Den tidligere Microsoft-vice president Jens Moberg blev samtidig udpeget som nye formand for pumpekoncenen, og opgøret i Grundfos’ øverste ledelse kaster dermed en gylden appelsin ned i Jens Mobergs turban.

Formandsposten i Grundfos Holding A/S hører nemlig til Danmarks bedst lønnede. Jens Moberg kan således se frem til et formandshonorar på halvanden mio. kroner. Dermed har han overhalet 17 ud af 19 bestyrelsesformænd i C20-virksomhederne. Kun Nordeas bestyrelsesformand, Björn Wahlroos, og formanden for A.P. Møller - Mærsk, Michael Pram-Rasmussen, får et større honorar end Grundfos-formanden.

Med til billedet hører, at Jens Moberg som formand for Grundfos er født medlem af bestyrelsen i ejerfonden, Poul Due Jensens Fond.

Halvt honorar i ejerfonden

Bestyrelsesmedlemmerne i Grundfos er gennemgående godt honoreret. Næstformanden får én mio. kroner, mens de menige medlemmer modtager 500.000 kroner.

I dag er samtlige medlemmer af Grundfos-bestyrelsen undtagen Bo Risberg også medlemmer af fondsbestyrelsen. Her er honorarene halvdelen af honorarene i Grundfos-bestyrelsen.

Det betyder, at Niels Due Jensen i dag hæver 750.000 kroner som fondsformand, næstformanden, Ingelise Bogason, 500.000 kroner og de menige medlemmer altså 250.000 kr. Niels Due Jensen blev dog bevilget et ekstra honorar på 3,8 mio. kroner, da han trådte af som formand for Grundfos-bestyrelsen i foråret. Honoraret skal blandt andet dække hans repræsentative indsats såsom rejser i forbindelse med jubilæer og eksportfremstød med regentbesøg.

Grundfos langt mindre og guldrandet

Michael Pram-Rasmussen hæver årligt godt tre mio. kroner i bestyrelseshonorar hos Mærsk. Men virksomheden er også mange gange større end Grundfos, som omsætter for små 20 mia. kroner og har 17.000 ansatte. Mærsk har 108.000 ansatte og omsætter for 315 mia. kroner.

Nordeas bestyrelsesformand får godt to mio. kroner for sin indsats. Men ligesom Mærsk er Nordea også væsentlig større end Bjerringbro-virksomheden. Nordea havde sidste år en omsætning på 108 mia. kroner og har 34.000 ansatte.

Grundfos-bestyrelsesformanden giver baghjul til formændene i både Novo Nordisk, Danske Bank og Vestas.

INFOshop: Magtkampen i Grundfos

INFOshop: Analyse: Nordea har de bedste børsmæglere

INFOshop: Her er Danmarks ikonvirksomheder

INFOshop: Bestyrelsesmedlemmers afhængighed af særinteresser

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu