Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

FLS vil renskure mine-industriens dårlige ry

FLSmidth vil spille nøglerolle i mineselskabernes mål om at blive stuerene og venter en omsætning på 11 milliarder kroner ad den vej.

Efter mange års kritik af en række globale mineselskaber for krænkelser af internationale standarder for miljø, sikkerhed og menneskerettigheder har industrien i øjeblikket fokus på etikken i et forsøg på at blive erklæret stueren.

»Vores forretningsgrundlag er at levere nye maskiner og teknologi, der på miljø og sikkerhed er bedre end vores konkurrenters udstyr. Køber mineselskaberne vores udstyr til en pris, der for eksempel er ti pct. højere end vores konkurrenters, forurener de mindre. Det gavner både vores og kundernes bundlinjer,« siger FLS-koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

I sidste uge afviste topchefen at påtage sig et generelt ansvar for sine kunders adfærd, da det i Berlingske kom frem, at koncernen leverer udstyr til store, udenlandske mineselskaber, som står bag grove miljøovertrædelser og krænkelser af menneskerettighederne.

Danske FLSmidth vil som leverandør til mineindustrien understøtte den omstridte industris forsøg på at renskure sit snavsede ry.Verden over fra Zambia i Afrika til Chile i Sydamerika, USA, Indien og Indonesien er branchen kommet under stærkt pres. Flere store investorer kræver forbedringer af industrien for, at den lever op til internationale standarder for social ansvarlighed, CSR. Et enormt forbrug af vand og forurening med slam fra farlige tungmetaller er to af branchens største miljøproblemer.

FLS har i de senere år investeret massivt for at finde nye løsninger til reduktion af de enorme energi- og vandforbrug samt massive udslip af drivhusgasser såsom CO2 i minerne. Rio Tinto, et af verdens største mineselskaber, har eksempelvis siden 2005 med nye teknologier globalt reduceret sit vandforbrug kraftigt. Det er blandt andet sket med teknologier udviklet af FLS, som i år budgetterer med en omsætning på mellem ti og 11 mia. kroner i mineforretningen. Som en af verdens førende leverandører af udstyr til mineselskaber inden for blandt andet kobber, guld og diamanter er det målet i FLS at levere verdens bedste udstyr målt på miljø, sikkerhed, klima, vandforbrug og arbejdsmiljø, fastslår topchefen.

Vil være nummer ét

»Vi vil meget gerne være nummer ét. Vi prøver ikke at hæve fanen så højt, at vi ikke kan nå jorden. I vores strategi proklamerer vi ikke nogle meget fine mål, men koncentrerer os i stedet om at levere små forbedringer hver eneste dag,« siger han.

Store FLS-kunder har måttet stå for skud. Eksempelvis er det britisk-australske Rio Tinto, nordamerikanske Freeport McMoRan Copper & Gold Inc., Barrick Gold og indiske Vedanta blevet sortlistede af den norske oliefond. Fonden solgte sine aktier i firmaerne, fordi selskabernes grove miljøforureninger anses for at kunne medvirke til grov uetisk aktivitet. Men FLS skelner ikke mellem, hvad etisk korrekte investorer, vestlige regeringer eller NGOere regner for good and bad guys i minebranchen. FLS afviser derfor at boykotte kunder, der er sortlistede af store investorer og er havnet på lister over uetiske virksomheder.

»Der er stor forskel på som FLS at være leverandør til og så være aktionær i et mineselskab. Investoren kan bare sælge sine aktier, hvis investoren er utilfreds med et mineselskabs håndtering af miljø, sikkerhed, arbejder- og menneskerettigheder. Hvis vi for eksempel boykotter storkunder som Rio Tinto og Vedanta, vil det bare være et slag i luften. Det vil ingen konsekvenser få for kunderne, der bare kan købe andet udstyr for eksempel fra Kina,« siger Jørgen Huno Rasmussen.

Ifølge FNs Global Compact-principper bør man samarbejde for hele tiden af forbedre tingene. FLS tolker det således, at FLS skal gå i dialog med mineselskaberne for at få forbedret vilkårene i industrien frem for at vende ryggen til mineselskaberne.

»Det er det bedste for både naturen, miljøet og arbejdsmiljøet. Mig bekendt har heller ingen af vores konkurrenter boykottet nogen mineselskaber,« siger Jørgen Huno Rasmussen.

Der er dog en undtagelse. FLS ønsker ikke at handle med kinesiske minefirmaer i Afrika og Kina, hvor der er begået de værste overtrædelser af miljø, sikkerhed, arbejdstager- og menneskerettigheder.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu