To af landets producenter af kvalitetsmøbler går sammen for at styrke eksporten.
29. november 2011, 14:51 – opdateret 29. november 2011, 14:54
Et af landets ældste møbelfirmaer, Rud. Rasmussen Snedkerier A/S fra 1869, lader sig opkøbe af Carl Hansen & Søn Møbelfabrik A/S, der også fremstiller klassikere i den dyre ende af prisskalaen.
Trods en bugnende pengetank vælger 71-årige Jørgen Rud. Rasmussen og hans lidt yngre hustru at sælge firmaet, mens deres datter - femte generation i familiefirmaet - fortsætter hos de nye ejere.
- Vi har ikke samme forbindelser ude i verden som Carl Hansen, der vel har 70 procent eksport. Vi har 10-15 procent, og hjemmemarkedet har ikke været så sjovt de senere år. Med sammenlægningen opstår et fint match, for vi er begge producenter af møbelklassikere i træ, og nu får vores virksomhed mulighed for at mere eksport, siger Jørgen Rasmussen til evb.dk.
Rud. Rasmussens produktion og udstillingslokaler fortsætter på 136. år på Nørrebrogade i København.
Læs også: Møbelsnedker sælger på nettet
Familievirksomheden tabte en tredjedel af omsætningen, da finanskrisen satte ind, men de 26 ansatte opnåede i regnskabsåret 2010/11 atter sorte tal, og egenkapitalen i driftsselskabet udgjorde pr. 30. april godt 56 millioner kroner.
Også køberen, Carl Hansen & Søn, oplevede et dyk med finanskrisen, men har ved hjælp af øget eksport igen fået omsætningen op over 50 millioner kroner.
Læs om Carl Hansens 2010-regnskab med tredoblet overskud
Læs også: Møbelproduktion fortsætter nedtur
Læs desuden: Møbeleksporten retter sig
Carl Hansen med godt 80 ansatte har produktion og hovedkontor i Aarup på Fyn og salgskontorer i Valby, Tokyo, New York og Toronto.
Begge firmaer har førende danske møbeldesignere med ikon-status på menukortet - hos Carl Hansen blandt andre Hans Wegener, hos Rud. Rasmussen eksempelvis Kaare Klint, Mogens Koch og Poul Kjærholm.
Læs om andre møbelvirksomheder:
Møbelfabrik konkurs efter flere års styrtblødning






























































