Det var i orden, at Konkurrencerådet stoppede stikkontaktproducenten Lauritz Knudsens rabatordninger, fastslår Højesteret i en stadfæstelse af landsrettens dom.
7. januar 2008, 12:59
Syv års kamp med hjælp fra Dansk Industri (DI) var forgæves for stikkontaktproducenten Lauritz Knudsen A/S. Højesteret har netop fastslået, at det var helt i orden, at Konkurrencerådet i 2000 stoppede de rabatordninger, som Lauritz Knudsen brugte.
Højesteret fastslår i dommen, at Lauritz Knudsen havde en markedsdominerende stilling, og den blev brugt til ordninger med forudbestillingsrabatter, der havde en "loyalitetsskabende virkning".
DI var af principielle grunde gået ind og støttet og Lauritz Knudsen, fordi organisationen mente, at Konkurrencerådet ikke havde levet op til konkurrencelovens regler om afgrænsning af markeder.
Lauritz Knudsen skal efter nederlag i såvel landsret som Højesteret betale sagens omkostninger på 300.000 kroner.
/ritzau/






























































