En tredjedel af virksomhedslederne forventer en faldende beskæftigelse i fjerde kvartal af 2011. Dansk Industri peger på den internationale krise som årsag til problemet
27. september 2011, 06:27
Mørke skyer hænger over danske produktionsvirksomheder.
I en undersøgelse fra Dansk Industri, som TV 2 NYHEDERNE er kommet i besiddelse af, svarer en tredjedel af virksomhedslederne, at de forventer en faldende beskæftigelse i fjerde kvartal af 2011.
Omregner man det tal, betyder det, at 7000 mennesker vil blive fyret inden nytår.
Læs også på evb.dk:
Banker frygter massecis af fyringer
100 nye fyringer hos Danfoss
I Dansk Industri peger de på den internationale krise som årsag til problemet:
- Det betyder jo, at virksomheder ikke afsætter det, de havde forventet. Hverken på eksportmarkederne eller i Danmark. Og det medfører, at beskæftigelsen falder, siger Karsten Dybvad, direktør i Dansk Industri, til TV 2 NYHEDERNE.
De danske virksomheder har ikke set så sort på fremtiden siden starten af 2010, hvor finanskrisen stadig var på sit højeste. Under finanskrisen faldt beskæftigelsen i den private sektor med 175.000 personer.
Nu frygter Dansk Industri, at de 7000 fyringer vil sætte en ny lang nedtur i gang. En skatteændring kan være et nødvendigt indgreb:
- Vi skal åbne os mere overfor udlandet. Og det betyder, at vi skal reducere skattetrykket. På både personer og virksomheder, siger Karsten Dybvad fra Dansk Industri.






























































