16. marts 2010, 16:51

At Kina i disse år er i færd med at foretage »Et stort skridt fremad« kan der ikke herske tvivl om. I modsætning til formand Maos katastrofale femårsplan med samme navn tilbage i 1958 er fremskridtet denne gang baseret på uovertrufne vækstrater, som har fået de fleste kommentatorer til at udråbe Riget i Midten som en ny global magtfaktor. Også Berlingske har sluttet sig til koret, og de seneste uger har avisen rettet et øget fokus mod Kina under overskriften: Verdens nye økonomiske og politiske supermagt. Men inden girokortet til et aftenskolekursus i mandarin for begyndere skyndsomt udfyldes, bør man gøre sig selv den ulejlighed at forholde sig bare en smule skeptisk til præmisserne for Kinas forvandling til global supermagt.

Selv om finanskrisen har betydet, at Kina ifølge de mest optimistiske prognoser vil kunne overhale USA som verdens største økonomi allerede i begyndelsen af 2020erne, så er den kinesiske vækst langt mere sårbar, end man umiddelbart skulle tro. Som den amerikanske Kina-ekspert Minxin Pei har påpeget i Newsweek, så er den kinesiske økonomi på kort og mellemlangt sigt presset af en overophedet banksektor, et over­dimensioneret statsligt produk­tionsapparat, et relativt begrænset privat forbrug samt en fortsat afhængighed af eksportdreven vækst. Dertil skal lægges de langsigtede strukturelle udfordringer i form af landets energiafhængighed af omverdenen, den miljømæssige nedslidning af landets naturresurser, den udbredte korruption på alle niveauer af embedsapparatet samt en hastigt aldrende befolkning som følge af den succesfulde etbarnspolitik. Endelig synes den hidtidige kinesiske vækst i vidt omfang – som pointeret af den britiske Kina-ekspert Will Hutton – at være baseret på et teknologisk imitations- snarere end innovationspotentiale, hvilket sætter spørgsmålstegn ved landets evne til på langt sigt at konkurrere med de vestlige økonomier.

Imidlertid er det først og fremmest på det politiske niveau, at udnævnelsen af Kina som en ny global supermagt forekommer malplaceret. Selv hvis Kina skulle være i stand til at fortsætte sine imponerende vækst­rater, ændrer det ikke ved, at landet i årtier stadig vil udgøre en udviklingsøkonomi med et BNP pr. indbygger fjernt fra USAs (hhv. 6.546 og 46.443 USD i 2009 ifølge IMFs købekraftkorrigerede opgørelse). Pointen er, at et lands internationale politiske magtpotentiale ikke bygger nær så meget på antallet af frisører, skolelærere og landmænd som på omfanget af højteknologiske produktionsresurser inden for våben, medicin, kemikalier, energiudvinding, software etc. Og på mange af disse nøgleområder halser Kina stadig langt efter Vesten.

Nøjes man med at kaste et blik på det traditionelt set vigtigste parameter for vurderingen af en stats politiske magtpotentiale, nemlig militær styrke, har Kina gennem en årrække befundet sig i en helt anden liga end USA (hhv. 42 pct. og 6 pct. af verdens militærudgifter i 2008 ifølge ­SIPRI). Det er da også symptomatisk, at Kinas beskedne militære oprustning i disse år (fx den nye jord-til-vand missilkapacitet) har et regionalt snarere end globalt sigte med Taiwan-strædet som det mest oplagte indsatsområde.

Det interessante er, at Kina slet ikke opfører sig som en ny global, politisk supermagt. Snarere tværtimod forfølger Kina stadig et relativt snævert perspektiv som eksempelvis på det seneste G20-møde i London om den globale finanskrise, hvor kinesiske ledere zgjorde sig mest bemærket ved at kæmpe for at undtage Hong Kong og Macao fra planerne om øget finanspolitisk regulering. Kina bliver endda ofte beskyldt for at ligge på frihjul af den internationale orden, hvad enten det drejer sig om dets uvilje mod at revaluere yuanen og dermed mindske de globale finansielle ubalancer eller Kinas tætte handelssamkvem med paria-stater som Sudan og Iran. Hertil kommer Kinas obstruktion af en ambitiøs global klimaaftale på topmødet i Købehavn, hvilket af især danske medier blev udlagt som et vidnesbyrd på Kinas nye status som supermagt. Til det er der blot at konstatere, at forløbet fortalte mere om Kinas selvopfattelse som uland end om dets evne til at udfordre Vesten på et område, som navnlig USA ikke betragter som en vital national interesse.

Kina er et land i rivende udvikling, men ikke en supermagt. Det er kun godt og vel 60 år siden, at kommunisterne genforenede Kina, efter at landet i mere end 100 år havde været splittet af borgerkrig og udbyttet af imperialistiske stormagter. De kinesiske ledere er først og fremmest optaget af at opretholde roen på de indre linjer frem mod det bebudede magtskifte i toppen af det kommunistiske regime i 2012. Deres blik vil med andre ord være rettet mod hjemlige udfordringer af regimets magt fra sociale protestbevægelser, systemkritikere og ikke mindst de etniske minoriteter i Xinjiang og Tibet. Ganske vist har Riget i Midten netop taget fat på Tigerens År, men Kina er endnu ikke parat til for alvor at tage springet hen over muren og ud på den globale scene som supermagt.