Salgsvækst på mellem 10 og 40 procent årligt, tusindvis af lokalt ansatte og omsætning for millarder af kroner. Kinas nyvundne placering som klodens andenstørste økonomi er i høj grad kommet danske virksomheder til gavn. Selskaberne har for alvor fået tag i den kinesiske vækstdrage.
18. august 2010, 05:01
Danske virksomheder har mødt den kinesiske mur - og overvundet den. En rundringning til en stribe af de mest aktive danske virksomheder i Kina viser samstemmende, at de forventer et klart bedre salg i Kina i 2010 end tidligere udmeldt.
Industrigiganten Danfoss forventer en gennemsnitlig vækst på 20-25 procent i Kina i både 2010 og 2011. Virksomheden planlægger at ansætte ti procent flere medarbejdere i både 2010 og 2011. Dermed når Danfoss i 2011 op på 3.600 medarbejdere alene i Kina.
Dermed tyder alt på, at danske virksomheder har opnået en solid og vedvarende position på verdens største vækstmarked: Et marked der i forgårs officielt overhalede Japan som verdens næststørste økonomi. Kun overgået af USA.
Fremgang i alle brancher
»Det første halvår af 2010 har vi haft en salgsvækst i Kina på 40 procent. Det overgår klart vores forventninger, og gør, at vi må opjustere tidligere forventninger for årets samlede salgsvækst på det kinesiske marked. Vi har tidligere meldt ud, at vi forventede at nå en vækst på 20 procent i 2010. Men alt tyder nu på, at vi i hvert fald når en vækst på 25 procent,« siger Carsten Bjerg, koncernchef i pumpekoncernen Grundfos, der i dag omsætter for over 800 mio. kroner i Kina og beskæftiger omkring 1.200 ansatte lokalt.
Det er et tal, koncernen forventer vil stige med 150 personer før udgangen af 2010 - en medarbejderfremgang der er 50 procent større end tidligere udmeldt.
Berlingske Business' rundringning viser, at det er over en bred kam, at de danske virksomheder opjusterer deres forventninger til salget i Kina i 2010.
Opjusteringen kommer således fra brancher som farma, ingredienser, retail og service og omfatter danske erhvervsklenodier som ISS, Ecco, Novo Nordisk og Chr. Hansen.
Således tyder meget på, at Kina i dag er tæt på at være et lige så etableret marked for danske virksomheder som for eksempel Nordamerika. En strategi der da også giver god mening, i det Kinas BNP-vækst i år forventes at nå 10,5 procent, hvor Euro-landene forventes at lande på cirka fire procent.
»Vi har flere aktiviteter i Kina og er engageret både produktionsmæssigt og salgsmæssigt. Kina er vores fjerdestørste marked globalt. Vi forventer en vækst på ti procent på produktionssiden i 2010. Det er en refleksion af, at vi generelt oplever stigende vækst i Kina. Vi har omkring 500 butikker i 170 byer i Kina. Derfor forventer vi en tocifret vækst for salg på 20-25 procent,« siger Michael Hauge Sørensen, salgsdirektør i Ecco.
3.600 ansatte i Kina
Fra Novo Nordisk er tonerne lige så optimistiske:
»Vi forventer en salgsvækst i Kina på cirka 20 procent i år, hvilket også vil afspejle sig i antallet af nyansættelser i Kina. Desuden investerer vi i år yderligere i både uddannelse, salg og marketing i Kina,« siger Kåre Schultz, koncerndirektør med ansvar for salg og produktion hos Novo Nordisk.
Umiddelbart er det dog ikke sådan, at de danske virksomheders stigende optimisme og resultater i Kina slår igennem på eksporttallene med store milliardindtægter til Danmark.
I 2009 eksporterede Danmark for 11,5 milliarder kroner til Kina. Og selv om det var 1,5 milliarder mere end i 2007 og 250 mio. kroner mere end i 2008, så er det fortsat langt mindre end eksempelvis eksporten til Tyskland, der er Danmarks største eksportmarked og udgør i omegnen af 90 milliarder kroner.
Skjult betydning
»Men eksporttallene til Kina snyder. For i modsætning til Tyskland, så udgøres en meget stor del af de danske salgsaktiviteter i Kina af produkter, der er produceret på danskejede fabrikker i Kina. Det gælder for eksempel for virksomheder som Novo Nordisk, Vestas, Grundfos og Danfoss. Det skal man huske på, når man vurderer Kinas betydning for den danske samfundsøkonomi. Betydningen er stor - og den bliver kun stigende,« siger Kjeld Erik Brødsgaard, der er professor i Kina-forhold på CBS.
Virksomhederne understreger da også, at Kina i dag er et helt afgørende marked for dem, med afgørende betydning for bundlinjen:
»Vi ser ikke længere Kina som et udviklende marked, men som et af vores store og modne markeder. Der er måske 300-400 millioner indbyggere i Kina, der har købekraft, som gør dem interessante for vestlige selskaber. Det er et marked på størrelse med Europa, og derfor er det selvfølgelig helt afgørende for os at være til stede der,« siger Carsten Hellmann, vicedirektør i Chr. Hansen.






























































