Del : SMS
Berlingske Business

Danmarks nye stålkomet

bladt
Sværindustri: Med Peter Rindebæk ved roret er Bladt Industries blevet en stor dansk virksomhed, og nu skal den gøres global. Foto: Bo Amstrup

På syv år er den nordjyske stålentreprenør Bladt Industries blevet en af Danmarks største industrivirksomheder. Med den fynske projekt-specialist Peter Rindebæk i spidsen skal Bladt nu gøres global. Virksomhedens indtjening har fået kapitalfonde til at sværme om virksomheden som fluer på et trækpapir.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som han står der med sin kompakte skikkelse, orange hardhat, ternede skjorte, sikkerhedsvest og stålsatte blik, er han svær at skelne fra alle de andre bluecollar workers denne solbeskinnede sommerdag, hvor smede og elektrikere med kaffe og kage markerer et sail away af en 2.000 ton tung transformerstation. Den skal opsamle strømmen fra 77 vindmøller i havmølleparken Borkum Riff­grund i den tyske del af Nordsøen og repræsenterer en værdi af et større trecifret millionbeløb.

Men faktisk er mange i dansk erhvervsliv begyndt at lægge mærke til den 44-årige teknikumingeniør Peter Rindebæk.

Siden 2005 har han stået spidsen for den nordjyske stålentreprenør Bladt Industries. I hans tid er Bladt sprunget frem på listen over Danmarks 1.000 største virksomheder fra nr. 949 til nr. 150. Kigger vi på indtjeningen, er kvantespringet endnu større. For Bladt præsterede sidste år en afkastningsgrad på hele 32 procent. Det kan ingen dansk metalvirksomhed – for slet ikke at tale om entreprenørvirksomhed – matche. Derfor har kapitalfonde i de senere år sværmet om Bladt som fluer på et trækpapir. Her er en væksthistorie, der vil noget.

Sidste år erhvervede kapitalfonden Nordic Capital Bladt Industries for et ukendt trecifret millionbeløb. I de næste fem år skal Bladt gøres til en endnu større global spiller. Blandt Danmarks største virksomheder kan den om føje år rykke op i top 50 og vel at mærke med omsætningskroner, der repræsenterer produktion med høj værditilvækst. Måske ender Bladt en dag på Københavns Fondsbørs.

Paradoksalt nok er en af hemmelighederne bag Bladt-eventyret, at det netop er svært at skelne Peter Rindebæk fra de andre derude på pladsen. Det er nemlig her, han befinder sig bedst. Han kender hver krog i virksomheden og ser straks, hvis noget er »uden for specifikation«.

Da den 44-årige fynbo, der blev tilknyttet Bladt som teknisk direktør i 2001, for otte år siden blev direktør, spurgte ejerne tillidsmændene, om Rindebæk kunne regne med deres opbakning Ifølge daværende bestyrelsesmedlem Lars Blavnsfeldt var svaret entydigt:

»Han ville få den største opbakning, nogen direktør kunne få.«

Engagementet blandt de godt 500 medarbejdere er da heller ikke til at tage fejl af. Just som det vellykkede sail away er overstået, kører en truck ind i det store område, hvor de gule stålfundamenter til vindmøller knejser mod himlen. En modkørende varevogn kommer lidt for tæt på. Trucken bremser op, men i bevægelsen ryger et svejseapparat af gaflen.

»Det var lige en kvart mille, der røg der,« bemærker Peter Rindebæk.

Men han blander sig ikke. For han ved, at episoden ærgrer den uheldige truckfører lige så meget som ham selv. Og ganske rigtigt – minuttet efter knalder truckføreren sin svedige kasket ned i asfalten. »Satans også«.

Nu er opgaven at fremskaffe et nyt svejseapparat hurtigst muligt, for det helt afgørende i en virksomhed som Bladt er at holde flow i tingene. Ordrerne skal afleveres som aftalt og i oversstemmelse med spec. (Kravspecifikationen, red.) Hele tiden videre. Så tager vi det defekte svejseapparat bagefter og lærer af uheldet.

Skibsværft – må jeg være fri

»Nogen sammenligner os med et skibsværft. Men vi er ikke et værft. Vi er en entreprenørvirksomhed. Vi er en projektorganisation. Vi kaster os over komplicerede opgaver – jo mere komplicerede, jo bedre,« siger Peter Rindebæk.

Det er da også i evnen til projektledelse, at værditilvæksten i høj grad skabes. Foruden mændene på pladsen arbejder mere end 60 ingeniører, teknikere og maskinmestre i Bladts hovedkontor.

Kontor er måske så meget sagt. Ledergruppen og ingeniørerne holder stadig til i de barakker, som blev stillet op, da Bladt i 1991 indtog Aalborgs Østhavn, hvor i sin tid elementerne til Limfjordstunnellen blev bygget.

»Vi sagde til dem, at når Bladt gav overskud, kunne de bygge et nyt flot hovedkontor på plænen foran barakkerne. Men hver gang vi er nået til emnet, har Rindebæk og hans ledergruppe holdt igen. Der var altid et valseværk eller kran, de hellere lige ville have først. Og sådan er det vist stadigvæk,« siger Lars Blavnsfeldt, adm. direktør i Industri Udvikling, der sammen med Lønmodtagernes Dyrtidsfond – og senere Maj Invest – ejede Bladt, indtil virksomheden i fjor blev solgt til Nordic Capital.

Salgsprocessen stod på i hele to år. Bladt var blevet for stor for Industri udvikling og Maj Invest, der også gerne ville have lukket den fond, hvor aktierne lå. Processen endte med, at to kapitalfonde og en industriel køber gennemførte en due diligence, inden Nordic Capital løb af med sejren.

Peter Rindebæk erkender, at salgsprocessen var krævende:

»Der er så meget, kapitalfonde ser ind i under en due diligence. Det har taget tid og kræfter. Men alligevel har vi i perioden præsteret vores hidtil bedste resultater.«

Velhavende men udvandede

Når det er sagt, så er Peter Rindebæk ikke utilfreds med, at hans nye ejere er en kapitalfond. For det, der driver ham og hans ledelsesgruppe på seks personer, er selv at få lov at udvikle Bladt til en stor global spiller i vind/offshore-sektoren, der først nu er på vej til at blive en mere moden industri.

Bladts konkurrenter – hollandske SIF, tyske EEW og norske Kværner – er i højere grad industrivirksomheder, der er kapitaltunge.

»Vi er en asset light entreprenør. Vores 20 store haller er lejet af Aalborg Havn. Det er lidt dyrere, men det gør os mere fleksible end mange af vore konkurrenter. De må hele tiden agere ud fra et hensyn om at udnytte det kapitalapparat, de har bygget op,« siger direktøren.Før salget til Nordic Capital ejede Peter Rindebæk og hans kolleger i ledelsen 30 procent af aktierne i Bladt Industries A/S. Uden at de vil fortælle, hvor meget de har fået udbetalt, er de blevet velhavende ved det ejerskifte, der fandt sted i fjor. Men også i det nye regi venter der et flot afkast forude, hvis de kan holde tempoet, selv om ledelsen aktionærmæssigt, som Peter Rindebæk udtrykker det, »er blevet udvandet lidt«.

I 2013 er det foreløbig gået rigtigt stærkt. Bladt har lejet 30.000 kvm og fire haller i Lindøe Industrial Park, hvor A.P. Møllers værft tidligere byggede store containerskibe til Mærsk. Her skal der bygges en ny type fundamenter til den tyske del af vindmølleparken på Kriegers Flak i Østersøen – i alt 41 store stålkonstruktioner.

200 mand skal i arbejde og den nye organisation bygges op med den dynamik og det projekt-DNA, som Bladt har udviklet i Aalborg. Også i Bladts tyske organisation i Lubmin på den nordøsttyske Østersø-kyst er der høj aktivitet.

Det gælder, som Peter Rindebæk siger, om hele tiden at få »kapabiliteten« og »kapaciteten« til at passe sammen.

»Vi skal på sigt til USA, Asien eller andre steder, hvor havvindmølleparkerne vil brede sig. Vi skal være der, hvor markedet er og gaine på vores knowhow. Vi vinder kontrakterne, fordi vi leverer kvalitet til tiden. Det værste, der kan ske i offshore-projekter, er at stå på havet med store enheder, der ikke er i orden. Det er svimlende dyrt at reparere. Det ved vores kunder i de store energiselskaber. Det er derfor, de kommer til os,« siger Peter Rindebæk.

Foruden fundamenter til havvindmølleparker har Bladt et traditionelt offshore-ben med konstruktioner til vind-, olie- og gasplatforme at stå på. Det tredje og p.t. mindste ben er stålkonstruktioner til byggeriet. F.eks. har Bladt i de seneste to år udført store konstruktionsopgaver for Københavns Lufthavne.

De to andre ben er nødvendige, for netop markedet for fundamenter til havvindmøller er indimellem turbulent. El-selskaberne er afhængige af statsstøtte til at foretage de store investeringer i vindenergi, som er planlagt som led i Europas grønne omstilling. Når staterne løber tør for penge, støder projekterne nogle gange på grund.

»Men vi er heldigvis netop entreprenører. Kniber det med at finde ordrer i et område, arbejder vi benhårdt i andre sektorer. Vi er ikke som førhen en mere traditionel stålvirksomhed, der skalerer op og ned med bestemte faste kunders efterspørgsel. Vi går ud og opsøger de opgaver, hvor vores kompetencer kan komme i spil. For når vi som projektorganisation er med til at rådgive om kravspecifikationerne, skaber vi også den største værdi«, forklarer Peter Rindebæk.

Nye ejere – nye normer

I det nye ejer-regi er han blevet suppleret i direktionen af en chief strategy officer (CSO), Morten A. Petersen, der tidligere har været direktør for en mindre underleverandør til vindmølleindustrien. Han udgør en buffer mellem driftsorganisationen og kapitalfonden, så fonden ikke sluger al topchefens energi.

Peter Rindebæks kræfter er nemlig bedst brugt på at have hånd i projekterne og i ordretilgangen. Den detaljerede rapportering, som dagens fonde kræver, er ikke det, der optager ham mest.

»Det er en rigtig god ting, at vi nu har fået Morten,« siger Rindebæk, der selv har rekrutteret CSO-direktøren sammen med Bladts nye bestyrelsesformand, Lars Terney, der er ledende partner i Nordic Capital . Professionaliseringen af Bladt kommer også til udtryk på andre måder

»Vi har vist aldrig lavet så glossy en årsberetning som i år, men det hører til i det nye regi,« forklarer Peter Rindebæk, inden seancen i førerbarakkens møderum er forbi.

Han har nemlig en frokostaftale med sin produktionschef og lederen af hans el-afdeling. De har begge været i Bladt i 25 år. Senere på dagen skal han personligt mødes med et par nye medarbejdere, og i morges var der morgenkaffe med Thomas Thomsen – en nyudlært overfladebehandler.

»Vi vendte lige læretiden – hvad kunne vi gøre bedre, og vi snakkede også lidt om fremtiden.«

De mange personalesamtaler i Peter Rindebæks kalender er lidt af en tilfældighed. Vi møder ham nemlig på den første dag i august. Og så alligevel ikke.

»Personalesamlerne er også en måde, hvorpå jeg kan fornemme pulsen i virksomheden. Den er vigtig for mig,« forklarer han.

Udenfor i receptionen står en glaskrukke med små firkantede plastikklodser. Indeni ligger seks små jernkugler, som de besøgende kan forsøge at trille på plads i seks huller i et buet lyseblåt plastunderlag.

Den lille gimmick er samtidig karakteristisk for den nye tid, som Bladt er på vej ind i som en stor dansk virksomhed. »Take the lead« står der på forsiden af klodserne – Bladts nye motto.

»Vi skal rekruttere bredt nu. Vi vil gerne have de bedste blandt de unge – der skal nye midler til,« forklarer Peter Rindebæk om dimserne, der blev brugt på en uddannelsesmessestand, da Bladt søgte nye folk i foråret.

På vej tilbage fra Bladt til Aalborg Lufthavn glæder den kvindelige taxachauffør siger over, at ordrebogen er fyldt hos den nordjyske stålentreprenør. I mange år har hun haft som opgave at køre børn fra mindre velfungerende hjem til skole.

»En af knægtene blev færdig som udlært metalarbejder på Bladt for et par år siden. Han havde ved Gud ikke været heldig ved valget af forældre. De sad altid på værtshus. Men han er en sej gut. Godt de fik ham i gang på Bladt,« siger taxachaufføren, der stadig har kontakt med ungersvenden.

Hun fortæller, at knægtens store drøm er at komme til at arbejde uden for landets grænser og prøve sig af der.

En drøm, der harmonerer fint med Peter Rindebæks fremtidsplaner for Bladt.

Køb adgang til månedens Berlingske Business Magasin i PDF-format her

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

På trods af store udfordringer med infrastrukturen i mange af de store byer har et partnerskab mellem det offentlige og private længe været en sovende kæmpe.Hør Sampensions direktør Hasse Jørgensen fo...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere