Ser man på salget af grønne teknologier som andel af BNP, så er Danmark med helt fremme.
11. december 2009, 06:40 – opdateret 11. december 2009, 06:44
Det kan godt være, at vi får tæsk af både Spanien og Brasilien på grønsværen. Men ser man på salget af grønne teknologier som andel af BNP, så giver Danmark markant baghjul til alle verdens fodboldvituoser - og alle øvrige lande, for den sags skyld.
Det viser en rapport fra Verdensnaturfonden, WWF, som offentliggøres fredag, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Mens salget af grønne teknologier udgør godt 3,5 pct. af den danske BNP, så udgør den blot omkring 1 pct. i Brasilien på andenpladsen - og endnu mindre for Tyskland, Spanien og FInland efterfølgende.
»Vi ved, at vi har en kæmpe stor vindindustri, ikke bare Vestas, men også underleverandører. Og at Danfoss og Grundfos har en stor omsætning. Men jeg er overrasket over, at vi er så langt foran alle andre,« siger John Nordbo, programleder for WWF's klimaindsats.
I rapporten har WWF regnet på, hvilke lande, der sælger mest grøn energiteknologi, dvs. både vedvarende energi, alternative brændsler, udstyr til energieffektivisering og rådgivning. Det er især den danske vindmølleindustri, der trækker op. Men også isoleringsvirksomheden Rockwool, enzympropducenterne Danisco og Novozymes samt både Danfoss og Grundfos hiver det danske niveau i vejret.
»Historien bag denne succes startede for mere end 20 år siden , da vi gik foran med at stille krav om at spare på energien og satse på alternative energikilder. Så hvis vi kan få skærpede krav til f.eks. erhvervslivets energieffektivitet fem år før kravene kommer i EU eller resten af verden, så kan vi blive ved med at komme først med løsningerne,« siger John Nordbo.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten