Danfoss vil primært vokse i udlandet

Efter fyringsrunder og udflytning af arbejdspladser er Danfoss-koncernen tilbage i sporet. Milliardunderskud er vendt til plus i første halvår af 2010.

Mens arbejdspladserne i industrien langsomt siver ud af Danmark, kan industrikoncernen Danfoss i første halvår 2010 notere et pænt fremskridt på bundlinjen i regnskabet.

Men det er sparsomt, hvad det giver af nye arbejdspladser i Danmark.

Halvårsresultatet før skat i 2010 blev på cirka 1,1 milliarder kroner mod et minus på 1,6 milliarder i samme periode for et år siden.

Omsætningen i Danfoss med 26.000 ansatte i hele verden er steget med 23 procent, men kommunikationsdirektør Ole M. Daugbjerg siger, at det ikke er ensbetydende med, at antallet af ansatte i Danmark stiger med et tocifret procenttal i fremtiden.

Væksten i medarbejdertallet vil ske på de store vækstmarkeder i Kina, Indien og Brasilien.

- Men vi kan da håbe på to-tre procent flere medarbejdere i Danmark, siger han.

De steder, der er vækst i omsætningen, er de steder, som vil få flere Danfoss-ansatte.

Administrerende direktør Niels B. Christiansen konkluderer, at der har været stærk vækst i omsætning og indtjening.

- Derfor opjusterer vi forventningen til indtjeningen i år med 400 millioner kroner, siger Niels B. Christiansen.

Konkret betyder det, at overskuddet efter ledelsens forventninger bliver på 1,4 til 1,8 milliarder kroner mod hidtil 1,1 til 1,4 milliarder kroner i 2009.

Den positive forventning har baggrund i større efterspørgsel på klima- og energiområdet.

- Det mest negative er, at vi er overeksponerede på allerede etablerede markeder, siger koncernchefen.

- Danfoss-koncernen kan nu siges at være kommet ud af finanskrisen og dennes udløbere, om end vi fortsat har en række strategiske tiltag foran os, siger Niels B. Christiansen.

/ritzau/

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu