Carlsberg vokser markant i Ukraine, der er koncernens næstvigtigste østeuropæiske marked - kun overgået af Rusland. I år håber Carlsbergs landechef, Peter Chernyshov, at sætte sig på over 30 procent af ølmarkedet, der er større end det franske målt på volumen.
1. marts 2010, 05:00
Mens Rusland almindeligvis løber med opmærksomheden, når investorer, analytikere og erhvervsmedier analyserer Carlsbergs forretning, får Ukraine sjældent meget opmærksomhed. Men måske vil det ukrainske ølmarked i fremtiden blive fulgt nøje, for Carlsberg buldrer frem i det store østeuropæiske land med 46 millioner indbyggere.
Efter en veloverstået turn-around-plan, der for alvor tog fart i 2007, har Carlsberg lidt efter lidt øget selskabets markedsandel markant. Det seneste år har Carlsberg øget sin andel af markedet fra 25,5 procent til 28,9 procent, og det er noget, der kan mærkes på et ølmarked, der målt i volumen er større end eksempelvis det franske.
Ukraine er Carlsbergs næststørste marked i Østeuropa efter Rusland, og sidste år solgte Carlsberg og dets datterselskaber over 750 millioner liter øl i landet. Hermed sælger Carlsberg nu flere øl i Ukraine end i de vigtige vestlige kernemarkeder som Frankrig og Storbritannien, og til sammenligning landede det samlede danske ølmarked på omkring 395 millioner liter.
»Vi håber på en markedsandel på over 30 procent i år. Det er ikke et løfte, men et begrundet håb på baggrund af vores præstationer de seneste år. Samtidig er vi tilfredse med, at det er lykkedes at hæve priserne betydeligt,« siger adm. direktør for Carlsberg i Ukraine Peter Chernyshov til Berlingske Business.
Målt i værdi er det ukrainske ølmarked næppe endnu så stort for Carlsberg som de største vesteuropæiske markeder, da priserne er lavere. Men de seneste to år har Carlsberg gennemført prisstigninger på 23 procent årligt, og Peter Chernyshov venter, at markedet kommer til at stige voldsomt i værdi over de næste ti år. Det er en betragtning, der deles af stort set alle branchekendere.
»Ølforbruget i Ukraine kan meget vel vokse med mere end 30-40 procent det kommende årti. I år er der usikkerhed om ølafgifterne, men på længere sigt vil forbruget nærme sig det vesteuropæiske,« siger Peter Chernyshov.
Mens ølforbruget i den nordlige del af vesteuropa typisk ligger på over 80 liter pr. indbygger - og nogle steder betydeligt mere - ligger det ukrainske forbrug blot på 56 liter pr. indbygger.
Fik vendt udviklingen
Det er ikke mange år siden, at den ukrainske forretning voldte Carlsberg store problemer, og den danske bryggerikoncern måtte se sin markedsandel falde fra 28,2 procent i 2004 til 21,5 procent i 2006. Siden indledte man en omfattende turn-around, der har vendt udviklingen, mens markedet er steget kraftigt i værdi.
Turnaround-processen omfattede bl.a. en relancering af de vigtigste ølmærker.
»Vi skulle have et stort brand i main stream-sektoren, og vi relancerede bl.a. vores hovedbrand Lvivske. Vi har bl.a. markedsført mærket, der oprindeligt er fra 1715 og dermed det ældste i Ukraine, ved at vise, hvordan det blev lavet gennem flere århundreder,« siger Peter Chernyshov, der er tidligere finansdirektør i Carlsbergs russiske succesbryggeri, Baltika.
Den ukrainske turnaround bygger ligeledes på et nyt avanceret salgssystem, der tager udgangspunkt i en omfattende database.
»Der er langt flere salgssteder i Ukraine end i Vesteuropa, hvor meget er koncentreret i store supermarkeder. Vi har indført et avanceret centralt system, der registrerer samtlige småordrer og priser. Hermed kan vi meget præcist danne os et indtryk af forbrugsmønstrene,« siger Peter Chernyshov.
I Danske Markets venter bryggerianalytiker Søren Samsøe, at det ukrainske marked får stigende betydning for Carlsberg på længere sigt.
»Det er et lovende marked med et ølforbrug, der formodes at stige betydeligt og en stor befolkning. Samtidig er Carlsberg gået markant frem under den økonomiske krise i landet, og jeg tror, at de kan erobre større markedsandele de kommende år,« siger han.
Der findes ingen offentlige oplysninger om Carlsbergs overskud i Ukraine, da Carlsberg ikke oplyser regnskabstal for de enkelte lande. Ukraine står nu for mere end 15 procent af Carlsbergs østeuropæiske volumen, hvor Rusland er det absolut største marked.

































