BIG får jackpot i Kina

Det kinesiske marked er inden for to år gået fra at fylde ingenting til at udgøre en tredjedel af omsætningen hos den fremadstormende danske tegnestue BIG ledet af Bjarke Ingels.

Der er godt gang i optjeningen af eurobonus-point hos den københavnske tegnestue BIG. Ca. hver 14. dag rejser et hold af tegnestuens arkitekter nemlig med SAS til Beijing for at holde møder og fremlægge forslag til kinesiske bygherrer.

De kinesiske projekter har i dag indtaget en helt central position hos den københavnske stjernearkitekt Bjarke Ingels, der for fem år siden stiftede tegnestuen BIG. I dag udgør projekter, konkurrencebud og byggeopgaver i Kina op til en tredjedel af tegnestuens opgaveportefølje.

»Af den grund sender vi til maj cirka 65 af vores ansatte til åbningen af den danske pavillon på Expo i Shanghai, som vi har tegnet. Kina er i dag så afgørende for os, at vi er nødt til at sikre, at alle ansatte forstår kulturen og tendenserne i Kina,« siger Bjarke Ingels.

Kinas øgede betydning for BIG afspejler sig i da også i tegnestuens personalesammensætning. De 85 ansatte består af en tredjedel danskere og to tredjedele udlændinge – primært fra Asien og USA.

OL gav nye muligheder: At Kina i dag fylder så meget hos BIG er kommet bag på Bjarke Ingels, der for to år siden kun havde et enkelt kinesisk projekt på blokken.

Dengang havde han mere eller mindre afskrevet det kinesiske marked.

»Da jeg gik selvstændig med BIG, var Kina ikke et marked, der havde min interesse. Dengang var Kina mere et sted for de etablerede tegnestuer – et marked, der i høj grad efterspurgte utroligt store ensartede projekter. Den arkitektoniske kvalitet stod på det tidspunkt ikke højt på kinesernes agenda. Men det var, som om der skete et skifte lige op til OL i 2008,« siger Bjarke Ingels, der blandt andet fremhæver det olympiske stadion, The Bird’s Nest, som et mesterværk.

»OL i Beijing så nogle af de mest epokegørende arkitektoniske projekter siden OL i München i 1972. Og siden da har modig og ambitiøs arkitektur nydt en fremtrædende placering i Kina, hvilket har vist sig at være lige til højrebenet for os,« fortæller Bjarke Ingels, der tager imod i tegnestuen på Nørrebro omgivet af modeller af firmaets projekter – blandt andet en skyskraber i den kinesiske millionby Shenzhen, der med 96.000 kvadratmeter er blandt tegnestuens store satsninger.

Åbner i Hong Kong: BIG arbejder lige nu på seks kinesiske projekter. Et par af dem er under opførelse, blandt andet den danske pavillon på Expo i Shanghai, der skal stå klar til verdensudstillingens åbning i maj. Andre er endnu i projektfasen. Projekterne er typisk landet i arkitektstuens ordrebog i kraft af god kontakt til kinesiske partnere.

Forretningen i Kina er efterhånden så stor, at BIG planlægger at åbne kontor i Hong Kong.

»I dag flyver vi ansatte til Kina cirka hver 14. dag. Det er i længden uholdbart både økonomisk, men også i forhold til relationerne til kineserne. Hong Kong har den fordel, at vi derfra kan dække hele Kina, men også det øvrige Asien, hvor især Taiwan, Thailand og Malaysia er interessante for os,« siger Bjarke Ingels.

Svært marked: Kinas succes i Asien er dog ikke lige til at kopiere for andre danske arkitektfirmaer, der lider under manglende dansk byggeaktivitet som følge af krisen, mener arbejds-giverorganisationen Dansk Ark.

»Kina er et meget svært tilgængeligt marked, hvor det er vanskeligt at tjene penge, og vi har faktisk lige måttet aflyse et fremstød derovre på grund af manglende tilmelding. Der er enkelte store danske arkitektfirmaer som BIG, Wilhelm Lauritzen og Schmidt Hammer Lassen, der prioriterer Kina og har skabt en god forretning derovre. Men det kræver en vis størrelse og ressourcer at slå igennem derovre,« siger Peter Theibel, international konsulent i Danske Ark.

Han vurderer dog, at tendensen generelt går mod internationalisering hos danske arkitektfirmaer:

»Der er stor interesse for enkeltmarkeder som for eksempel Mellemøsten og Canada. Og så på vores nærmarkeder som Sverige og Tyskland.«

 



Markedet lige nu