27. januar 2008, 05:00

Fredag aften i forrige uge måtte de mange gæster, Fritz Schur havde inviteret til middagsselskab, klare sig uden værten. Han blev i en uendelighed kaldt til telefonen, og dagen efter tog han på ferie til Italien.

Dèr var han, da nyheden brød søndag aften, om at energiselskabet DONG alligevel ikke skulle børsnoteres; aktiemarkederne var så afgjort ikke, hvad de var for få måneder siden, og derfor valgte finansministeren at udskyde børsnoteringen. Var det så det rette tidspunkt for en pligtopfyldende bestyrelsesformand at være væk? lød kritikken.

»Der var kun én, der kritiserede mig,« vil han gerne have præciseret.

Det var - blandt andre - Berlingske Tidende, der baserede kritikken på kilder i den gruppe, der skulle forhandle denne historisk store børsnotering på plads. Det faldt dem for brystet, at han først skulle hjem til sit middagsselskab, og at han rejste på ferie dagen efter.

»Jeg havde været til flere møder i Finansministeriet i løbet af fredagen. Italiensrejsen var planlagt gennem længere tid, og jeg tilbød at blive hjemme. Jeg er tit blevet kaldt hjem fra ferie, og er altid kommet, når det var nødvendigt. Men eftersom ministeren (finansminister Lars Løkke (V), red.) ikke agtede at komme ind i ministeriet, sagde de, at det ikke var nødvendigt. Blot man i løbet af weekenden kunne få kontakt med mig per telefon, og det kan jeg roligt sige, at det man gjorde. Desuden var jeg allerede fredag temmelig sikker på udfaldet.«

Selvpineri
At være bestyrelsesformand i to og bestyrelsesmedlem i en tredje delvist statsejede virksomhed minder om en særlig form for selvpineri. I modsætning til formandsstolen i private virksomheder, hvor man entydigt varetager ejernes – aktionærernes – interesser i at få det størst mulige afkast, er succeskriterierne langt mere tvetydige, så snart der er politikere inde over. Afkastet er én ting, og oveni kommer den taktiske virkelighed, som ofte er en helt anden snak.

Tilmed når man som Fritz H. Schur ikke behøver det.

»Nej, Vorherrebevar’s,« bekræfter han, da han bliver konfronteret med paradokset.

»Det er bestemt ikke for honorarets skyld, for det udgør næppe en promille af mine indtægter. Tilmed kræves der langt mere arbejde end af en formand i et almindeligt aktieselskab,« fortsætter han over telefonen fra Italien, hvor han i den forgangne uge var på en blanding af bridge- og kurophold. Hvem han var sammen med, skal man angiveligt kunne forvisse sig om i de kulørte ugeblade i den kommende uge, men normalt holder hans bridgeklub til på Amalienborg.

Til rådighed
Alligevel har han taget det på sig, både energiselskabet DONG og i Post Danmark, hvor staten ejer trefjerdedele af aktierne, foruden at han er den ene af landets to bestyrelsesmedlemmer i SAS, der for 50 procents vedkommende er statsejet af de tre skandinaviske lande.

»Du skal være til rådighed i 24 timer, syv dage om ugen. I modsætning til almindelige aktieselskaber, hvor man koncentrerer sig om drift og strategi, er der massevis af politiske hensyn og offentlighedens søgelys oveni. Og som sagt: Man kan roligt sige, at det ikke er for honorarets skyld.«

Det slår ham dog ikke ud. Langt fra. Han er kendt for sit store netværk, selv om han selv foretrækker ordet omgangskreds,

» – netværk er sådan et underligt diffust ord,« siger han.

Han har netop solgt sin villa i Hellerup og er flyttet fuldtids ind på Christiansholm, et tidligere kongeligt jagtslot ved Klampenborg nord for København, og slottet danner mindst en gang om måneden rammen om store selskaber med underholdning og dans til den lyse morgen. De, som er med i kredsen om Fritz Schur, beskriver ham som et umådeligt generøst menneske, der gør sit yderste for at gæsterne skal føle sig bedst muligt tilpas, helt ned til at have deres foretrukne cigaretmærke parat. Lidt altmodisch, måske, men ingen smalle steder.

Pligtopfyldende
Fritz Schur er kendt som et umådeligt flittigt og pligtopfyldende menneske, han er medlem af et utal af bestyrelser og formand for flere, både i sine egne selskaber, almindelige aktieselskaber og de statslige. I stedet for bare at møde op til bestyrelsesmøderne forlanger han at få de relevante papirer sendt i forvejen, så han kan gå dem i gennem og eventuelt få rettet i dem, inden mødet afholdes.

»Jeg er på. Jeg kan virksomheden. Men jeg går aldrig bag om ryggen på en administrerende direktør. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fået tilbudt et kontor i nogle af de virksomheder, hvor jeg er bestyrelsesformand; men jeg har altid takket nej, fordi en bestyrelsesformand ikke skal blande sig i den daglige drift. Det umuliggør den administrerende direktørs opgave.«

Men hjemme på Christiansholm ligger papirerne i snorlige rækker og bliver læst og genlæst, indtil alt er endevendt, og hver en detalje er registreret.

»Jeg har en god hukommelse og har altid læst hurtigt og meget. Lige fra jeg var barn, og i gymnasiet var jeg meget belæst. Ikke så meget de bøger, vi læste i skolen, men alt muligt andet: skønlitteratur, filosofi, historie, økonomi og samfundsvidenskab. Resultatet var, at da jeg begyndte på HA-studiet på Handelshøjskolen i København (CBS, red.) og jura havde jeg allerede læst mange af lærebøgerne.«

Hvordan et selskabsmenneske som ham allerede som teenager fik tid til at læse sig langt ind i pensum på de højere læreanstalter, kan undre. Det bunder i, at det selskabelige først opstod senere, forklarer han.

»Som helt ung, altså under de tyve, var jeg nok noget af en enspænder, eller nørd, hvis der dermed menes grundig. Det var først senere, at jeg blev mere åben og begyndte at interessere mig for mennesker.«

5. generation
Fritz Schur er femte generation i en købmandsslægt, hvor det var reglen mere end undtagelsen, at den førstfødte dreng fik navnet Fritz. Selv har han ingen børn, er ungkarl, men boede en overgang sammen med sangerinden Birthe Kjær.

Hans tipoldefar indvandrede fra Slesvig-Holsten i 1846, slog sig ned i Horsens, hvor familieformuen er grundlagt. Fritz Schur tilbragte de første år af sit liv i Vejle, og efter at have boet både i Horsens og i København i nogle år, slog familien sig fast ned i Gentofte nord for København, da Fritz Henrik Schur, som hans fulde navn lyder, var 12 år. Det var også på den tid, han kom i skole; hidtil var han og søsteren Karen blevet undervist af privatlærere.

De første skoleår var tålt ophold, har han tidligere fortalt, for han ville hellere læse end lege, men det blev bedre, da han begyndte på Ordrup Gymnasium. Det var midt i 1960erne, da de første atommarcher var gået, og flower power’en var ved at springe ud, men på Ordrup holdt man stand. Det var konservatismens højborg, og da unge Fritz Henrik kom fra et meget konservativt og korrekt hjem, kunne det ikke være bedre.

Efter gymnasiet stod han i et vadested.

»Jeg overvejede at læse sammenlignende litteratur (litteraturvidenskab, red.) og havde i hvert fald ikke tænkt mig at overtage min fars virksomhed. Det blev så til, at jeg gik på Handelshøjskolen og senere startede min egen virksomhed.«

Han var dengang 22 år. Virksomheden hed Fritz Schur Dagligvarer og fremstillede blandt meget andet – det gør den stadig – wc-papir og køkkenruller til store dele af Nordens detailhandler.

Det sidste skete efter meget nøje overvejelser, fortæller han. Som mange i hans situation, med en fremtid redt op og bare til at hoppe ind i, ønskede han at prøve selv og se, hvor langt det bar.

»Jeg kan forsikre dig for, at det var nøje gennemtænkt, da jeg startede min egen virksomhed i stedet for bare at overtage min fars. Senere slog jeg den sammen med min fars virksomhed, da jeg havde vist, at jeg kunne selv. Det faldt sig sådan, at min far gik af, da jeg kom ind i virksomheden, og det tog jeg som en meget stor tillidserklæring.«

Den hed også noget med Fritz Schur, så det kunne han gøre uden at skifte hoved på brevpapiret.

Konversationens mester
Ofte er det svært at føre telefonsamtaler, der rækker ud over de kortfattede meddelelser, med personer, man ikke kender. På mail kan man skrive sig ud af det; men i telefonen er man kontraktlig forpligtet over for den, man taler med. Her er Fritz Schur den sande mester. Uden vaklen og med den sans for ritual, som en korrekt og konservativ opdragelse giver, er det kun teknikken, der skaber pinlige pauser i samtalen.

Det skete da også, da forbindelsen til Italien forsvandt. To minutter senere ringer han op igen.

»Jeg gik ud fra, at du var så stille, fordi det, jeg sagde var så utroligt begavet – indtil det gik op for mig, at jeg talte ud i den blå. Hvor var vi?«

Vi talte om DONG og hans idé om, at dele af koncernen burde have været på folkeaktier.

»Ja , jeg synes, det ville være rigtigt at sælge for et par milliarder kroner folkeaktier, fordi så stor en del af befolkningen bliver betjent af DONG. Men en Gallup i Berlingske Tidende viste, at det var der ikke interesse for, og jeg synes, det var forkert at spørge bredt, i styedet for at spørge dem, der reelt var interesseret. Jeg mener, at der er en interesse, men her blev jeg ikke konsulteret, og endelig ligger beslutningen ikke hos bestyrelsesformanden, men hos ejerne, hvilket i denne sammenhæng er staten.«

Det gjorde han heller ikke, da finansministeren, der dengang hed Thor Pedersen (V), valgte den bank, der skulle føre DONG til børsnotering. Hans eneste kommentar var, at det havde han ingen kommentarer til, og at bestyrelsen i øvrigt slet ikke havde været inde over.

En ting er, at relationen mellem ejere og bestyrelsen er mere bøvlet i et statsejet aktieselskab, blandt andet fordi staten ikke har en repræsentant siddende i bestyrelsen, men en mere usikker person kunne have taget ministerens egenrådighed som en udfordring i ordets gammeldags betydning. Måske ikke ligefrem have bedt Thor Pedersen møde op kl. fem om morgenen til duel på Østre Fælled på kårde eller fleuret, men have noteret det i sin sorte bog for at vende tilbage for fuld styrke, når lejlighed bød sig.

Socialt velpolstret
Men ligesom han ikke behøver de sprængfarlige formandsposter, er han socialt så godt polstret, at han kan vælge sine kampe med omhu. Selv om han ikke er særlig kendt i offentligheden, og hans virksomheder nærmest fortaber sig i det obskure, er han kendt af dem, der er værd at kende.

Hans bridgeklub holder til på Amalienborg, han er nær ven af statsministeren og videnskabsminister Helge Sander og har været det siden ungdommen. Han er erklæret medlem af og bidragyder til partiet Venstre og formand for Venstres Liberale Erhvervsklub; men det var den foregående socialdemokratiske regering, der bad ham sidde i bestyrelsen for SAS og være formand for bestyrelsen i Klasselotteriet. Regeringer kommer og går, men Fritz Schur består.

Selv siger han, at han er stolt af, at han nyder tillid på begge sider i det politiske liv og glæder sig over, at der står respekt om hans arbejde. At disse selskaber med politiske hensyn er hajfyldte farvande og til et ubetydeligt (alt er relativt) honorar, gør ikke så meget.

Borgerlige ombud
Men hvad er det, der driver ham? Er det en højere form for selskabsleg? Eller betragter han det som et borgerligt ombud?

»Det sidste. Så absolut det sidste. Jeg og min slægt har fået så meget forærende, og på et tidspunkt må man betale tilbage. Og ikke kun i form af skatter. I tidens løb har jeg fået tilbudt mange bestyrelsesposter, som er langt bedre lønnede og mindst lige så prestigefyldte, men jeg har valgt statens aktieselskaber, fordi jeg gerne vil give igen.«

Fritz Schur-koncernens officielle domicil ligger på Esplanaden, et champagneglaskast fra A.P. Møller - Mærsk. Flere har peget på Mærsk McKinney-Møller som hans ledestjerne, som også er en netværker af Guds nåde, og som ligeledes plejer omgang med kongehuset på første række. Hans finskbyggede båd er nøjagtigt den samme som Hr. Møllers, skønt han som finsk generalkonsul har al mulig grund til at have netop den båd. De samme kilder kan godt nikke genkendende til hans forklaring om at tjene og give tilbage til samfundet, men tag ikke fejl: Han er mindst lige så meget drevet af trangen til at vise, at han kan, at han har styr på det.

Og hvor længe har han så tænkt sig at blive ved med det?

»Ja, foreløbig har jeg absolut ingen planer om at ændre på noget. Så længe der er brug for mig, er jeg til tjeneste. Men jeg er ikke er helt ung længere (han er lige fyldt 56 år. red.) og ser frem til ad åre at trappe lidt ned på arbejdsmængden, for der er mange andre ting, jeg gerne vil lave - på et tidspunkt.«

Pligten forpligter.