Prisbelønnet nordsjællandsk firma vil øge eksporten og gå fra 100 til 150 mand de kommende år.
16. november 2011, 13:43
Midt i finanskrisen melder antennevirksomheden Procom A/S i Frederikssund frejdigt ud, at virksomheden de kommende år vil ansætte godt 50 nye medarbejdere ved at skrue op for eksporten og lancere nye produkter.
Meldingen fra firmaet med omkring 100 ansatte kom, da det modtog Nordeas erhvervspris for Frederikssund-området.
- Lige nu er vi ved at etablere et salgskontor i USA, og vi går ind på eksisterende markeder med nye produkter og på nye markeder med eksisterende produkter, siger administrerende direktør og medejer Peter Borregaaard til Frederiksborg Amts Avis.
I forvejen har Procom salgsselskaber i Frankrig, Sverige og Tyskland. Herhjemme blev aktiviteterne samlet fra tre steder i virksomheden, som udvikler, fremstiller og sælger avancerede antenner, filtre og andet udstyr til trådløs kommunikation på det professionelle marked. 40 procent af salget sker til politi, brandvæsner og militær i en række lande.
Salget tog et lille dyk i 2009, men overskuddet blev stort set fastholdt på godt 15 millioner kroner før skat. Og i 2010 var Procom tilbage på vækstsporet: Bruttofortjenesten satte rekord, og overskuddet voksede med en tredjedel.
Læs fra evb.dk om Procoms 2009-regnskab
Procom blev grundlagt i 1980, og i 2008 solgte to tidligere ejere de fleste aktier. Peter Borregaard og ventureselskabet Mezzanin Kapital ejer hver 40 procent.






























































