Flere hundrede danske Visa-kort er truet af misbrug fra en hackersag i Tyskland, men PBS garanterer, at ingen forbrugere lider tab.
24. juli 2008, 10:14 – opdateret 2. november 2010, 13:07
Hundredvis af danskeres Visa-kort og Mastercard brugt i Tyskland er i fare for at blive udsat for misbrug. Men PBS er på sagen og forsikrer, at ingen danske forbrugere kommer til at tabe penge på denne sag om datatyveri, der stammer fra Tyskland.
- Vi snakker om flere hundrede kort. Det er i den størrelsesorden. Vi har ikke set noget misbrug på Visa-kortene endnu, og kortene er under skærpet overvågning, så er risikoen er meget, meget lille. Worst case er, at vi beder dig om at få udskiftet dit kort. Vi skal nok dække et eventuelt tab eller dele det med nogle andre. Men du kan aldrig som forbruger risikere at få et økonomisk tab, siger PBS' pressechef, Søren Winge, til Ritzau.
Det er efter opfordring fra Visa Europa, at PBS er gået ind i sagen. Oplysningerne om sagen holdes tæt til kroppen, men det handler sandsynligvis om stjålne data fra en forretning i Tyskland. I første omgang har fokus været på Visa-kort, men nu tager PBS også fat i Mastercard.
/ritzau/






























































