Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stine Bosse formand for grøn tænketank

Den hastigt voksende grønne tænketank, Concito, får et nyt prominent navn på formandsposten med tidligere Tryg-direktør Stine Bosse

Den nye grønne tænketank, Concito, som blot har lidt over tre år på bagen, får ny formand. Det bliver den tidligere topchef i Tryg Forsikring, Stine Bosse. Og dermed kommer hun til at arbejde videre med de klimaudfordringer og de klimaændringer, som også var og er et af de væsentlige emner på dagsordenen i Tryg.

Concito har på rekordtid fået etableret en tænketank, som har bred opbakning i det danske erhvervsliv og meget tæt tilknytning til forskningscentre og universiteter. Foreløbig er flere end 100 virksomheder, forskere og organisationer knyttet sammen i netværket, der blandt andet finansieres af store fonde som Velux Fonden, Realdania med videre.
Blandt initiativtagerne til Concito er blandt andet klimaminister Martin Lidegaard.

Læs også:  Stine Bosse i spidsen for Det Kgl. Teater

Stine Bosse lægger ikke skjul på, at hun på klimaets vegne er bekymret for gældskrisen i den vestlige verden, som uvægerligt vil føre til færre midler til klimaet, i hvert fald i en periode.
 »Løsninger vil blive udskudt,« siger hun.
En række af de vestlige lande skal reducere statsunderskuddene, og det vil også berøre statstilskuddene til den alternative energi.

Konkret mærker verdens største vindmøllevirksomhed Vestas det på egen krop, blandt andet i de store vindmøllelande som Spanien og USA. Set i det lys kalder hun det storartet, at den nuværende danske regering klart har meldt ud, at man fra dansk side fortsat vil fokusere på den grønne politik.

Concito bragede igennem nyhedsbilledet i slutningen af 2011 med udmeldingen om, at den danske stat ikke fik skatteindtægter nok ud af Nordsøolien. Det har blandt andet ført til, at der nu skal foretages et politisk tjek af, om blandt andet Mærsk-koncernen, som er ledende på olie og gasudvinding i Nordsøen, skal betale mere i skat.

Den nye formand, Stine Bosse, siger, at man som tænketank skal arbejde seriøst med substansen for at skabe troværdighed om konklusionerne, men at man som tænketank også skal have modet til at sige tingene ligeud uden at være bange for at virke kontroversiel.
Ser hun fem år frem i tiden håber hun, at Concito er »det sted, hvor politikere, medier og andre dele af offentligheden søger seriøs og troværdig viden om klimaudfordringerne og forslag til løsninger«.

Stine Bosse er i dag formand for Flügger-koncernen og medlem af bestyrelserne i Nordea, TDC, Icopal, det engelske forsikringsselskab Amlin samt den norske industrigruppe Aker ASA. Derudover er hun formand for Børnefonden og medlem af FNs MDG Advocats, som arbejder med fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene.

 




Markedet lige nu