Det hollandske olieselskab lukker pensionsordning for de ansatte, samtidig med at profitten vokser og vokser.
3. februar 2012, 07:56
Pengene fosser ind i kassen hos hollandske Shell, hvis indtjening i 2011 steg med 54 procent. Det betyder, at olieselskabet nu tjener 18 millioner kroner i timen. Vel at mærke hver time i døgnet, hele året.
Ifølge selskabets regnskab endte profitten for 2011 på hele 162 milliarder kroner. Shell betaler samtidig 59,5 milliarder ud til aktionærerne og lover, at dividenden bliver større fremover. Det skal blandt andet ske gennem øgede investeringer på globalt plan og yderligere nedskæringer i organisationen, skriver den engelske avis The Guardian.
Offentliggørelsen af indtjeningen i regnskabet kommer knap en måned efter, at selskabet lukkede pensionsordningen for de ansatte i Storbritannien. Her bliver Shell nu beskyldt for en "moralsk konkurs" og "rovdyrs-kapitalisme" af de ansatte, der føler sig svigtet.
"Shell minder os om den moralske konkurs i selskabsledelsens elite. Selskabet lukker unødvendigt sin pensionsordning samtidig med, at de offentliggør kolossale overskud. I stedet for at tilbyde en sikkerhed til fremtidens ansatte og stadig få et stort overskud, har de valgt grådighed," siger Len McCluskey, formand for fagforeningen, der repræsenterer de ansatte, til The Guardian.
Det er især en højere oliepris, der giver Shell det gode resultat. Olieprisen per tønde var omkring 30 dollar højere i 2011 end i 2010. Shells aktiekurs steg 11 procent sidste år, mens konkurrenter som BP stagnerede.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten