Nettet med fjernvarme på Vestegnen udvides med stort erhvervsområde.
6. juli 2010, 06:05
Det kundeejede Høje Taastrup Fjernvarme a.m.b.a. er ved at forberede en udvidelse til omkring 70 millioner kroner. Erhvervsområdet Helgeshøj - med blandt andre et stort Ikea-varehus - forsynes nu med naturgas, men skal kobles på det mere miljøvenlige fjernvarmenet.
- Vi går først i gang, når vi har tilstrækkelig tilslutning fra mulige kunder i området. Vi oplever dog pæn interesse og forventer at gå i gang om tre-seks måneder, siger direktør Rudi Bjerregaard til ErhvervsBladet.
Området, som overvejende har erhverv, blev bebygget i 1970'erne og har mange kontorer, lagerbygninger og større forretninger.
Den planlagte overgang fra naturgas til fjernvarme er ganske typisk, da politikere både på landsplan og lokalt arbejder for at udbrede fjernvarme, ofte baseret på lokal CO2- og miljøvenlig produktion fra træflis eller halm eller afbrænding af affald.
Samlet ventes fjernvarmen herhjemme - som omtalt af ErhvervsBladet - at blive udbygget for et stort milliardbeløb de kommende år med masser af opgaver til bygge- og anlægsvirksomheder samt installatører.




























































