Det bør få politiske konsekvenser, at den lokale håndværker er danskernes foretrukne energirådgiver, mener installatørernes brancheforening Tekniq.
3. august 2011, 12:43
Når danske boligejere søger råd og vejledning til energirenovering af deres bolig, går flertallet af dem til deres lokale håndværker, viser en ny undersøgelse fra Go’ Energi, som ErhvervsBladet omtaler her.
På baggrund af undersøgelsen slår brancheforeningen Tekniq nu et slag for, at deres medlemmer skal have samme vilkår i forhold til energivejledning som energiselskaberne, som har fået mulighed for at lade en stigende del af deres forretning basere sig på netop rådgivning om grøn renovering.
Håndværkere bedst i praksis
- Det er flot, at installatører og håndværksmestre fortsat er boligejernes førstevalg, selv om politikerne har givet energiselskaberne mulighed for at bruge hundreder af millioner kroner på opgaven. Tag nu konsekvensen af, at energispareindsatsen i praksis håndteres bedst af håndværkerne og giv dem samme vilkår som energiselskaberne, siger administrerende direktør i Tekniq Niels Jørgen Hansen i en pressemeddelelse.
Han mener, at en omprioritering af energispareindsatsen, så flere aktører kommer på banen, vil gavne både ved at samfundet vil få mere ud af de midler, der anvendes og i forhold til øget konkurrence på området, som igen vil give flere
besparelser for færre penge.
- Undersøgelsen viser, at boligejerne har brug for konkret, ”hands on”-rådgivning om energirenovering af deres bolig. Derfor ringer de til deres lokale installatør, siger han og fortsætter:
- Der er en god anledning til at løse dette problem, når der efter sommerferien skal gang i forhandlinger om en ny energipolitisk aftale.
51 procent, af de adspurgte boligejere i Go'Energis undersøgelse søger rådgivning om energirenovering hos en håndværker. 49 procent nævner nettet, mens 29 procent nævner en energivejleder.
Skriv en kommentar herunder:































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten