Del : SMS
Berlingske Business

Våde kys og svømmetur med en engel

10busPix-RuneogAlex.jpg
Overskrift
Tel Aviv er cykel- og iværksætterby, og Alexander Frederiksen og Rune Kokholm, der har udviklet et ny cykellås og etableret virksomheden Donkey Republic, er ikke afvisende over for at videreudvikle deres delecykelkoncept fra den israelske storby. Foto: Astrid Ildor
 

Tel Aviv er i denne uge samlingspunkt for iværksættere, investorer og teknologi-interesserede fra hele verden. Berlingske Business har mødt to danske iværksættere til en snak om, hvad de har fået ud af startup-mekkaet, og om forskellene på det danske og det israelske iværksættermiljø.

Artiklen fortsætter under annoncen

Folk vælter rundt mellem caféstole, kameraudstyr og plastikglas med cava. Der er åbnet for, at pressen kan møde de 22 udvalgte iværksættere, der deltager i dette års startup-konkurrence, som er en del af festivalen DLD Innovation i Tel Aviv.

Følg iværksætterne på Berlingske Business' Instagram her.

Rune Koksholm og Alexander Frederiksen fra Donkey Republic er blandt iværksætterne, og deres visitkort går også på omgang. De to danske iværksættere kender jargonen,. For dem er præsentationerne en »del af gamet« under deres ophold i Tel Aviv.

På festivalen er præsentationerne vigtige. De store teknologigiganter har stande, hvor de fremviser state-of-the-art teknologi og spotter talent, og for iværksætterne kan et tilfældigt møde med en investor blive afgørende for virksomhedens fremtidige økonomi.

PALESTINIAN-ISRAEL-GAZA-WEATHER-SANDSTORM

Selv om der er meget på spil, er stemningen afslappet. Israelerne indbyder til fest, og de, som insisterer på skjorte og slips, må finde sig i store svedplamager ned ad ryggen.

»Du tager til Tel Aviv for at finde ud af, hvad det næste nye bliver. Og du tager til Tel Aviv for at have en fest,« slår festivalens organisator fast ved åbningsceremonien, hvor­efter han placerer et vådt kys på hovedsponsorens kind.

Tel Aviv er af flere aktører blevet udråbt til den bedste iværksætterby uden for USA, og i denne uge er lokale aktører og international presse stimlet sammen omkring den byens togstation.

Rune Kokholm og Alexander Frederiksen har vundet deres billet til festivalen, de er blevet udvalgt af en dansk jury til at deltage i ugens begivenheder og lære fra det israelske iværksættermiljø.

»Det, vi har fået mest ud af, er faktisk at snakke med de andre iværksættere, der også er hernede,« forklarer Rune Kokholm og tilføjer

»Vi snakker primært om erfaring med at rejse penge, men vi har også haft mulighed for at dele kontakter.«

Donkey Republic har udviklet en cykellås, der kan spores og åbnes ved hjælp af en smartphone. Lige nu arbejder den nystartede virksomhed på at videreudvikle og producere selve låsen, og turen til Tel Aviv handler derfor i særlig grad om at finde hardwareudviklere.

»Vi mødtes med et colombiansk team i går. De arbejder med noget helt andet, men de havde kontakter til nogle brasilianske leverandører, der også kunne være interessante for os,« forklarer Alexander Frederiksen.

»Når man snakker med udenlandske iværksættere, hersker der ligesom et universelt sprog – vi møder alle de samme udfordringer og må foretage de samme prioriteter,« supplerer Rune Kokholm og indrømmer, at der ikke er megen tid til at snakke om andet end iværksætteri og teamudvikling.

Men hvordan foregår det egentligt, når man netværker?

»Det sker hele tiden og altid ret tilfældigt. I morges gik jeg ned til stranden for at tage en morgendukkert, og ude i vandet svømmede jeg pludselig forbi en business angel (en investor med fokus på iværksættervirksomheder, red.). Han sagde »hej« og fortalte, hvad han lavede, mens vi badede, og så kom vi i snak,« siger Alexander Frederiksen.

Interessen er stor, men de danske iværksættere erkender også, at det er svært at overbevise udenlandske investorer om at kaste penge efter en nystartet dansk virksomhed. Til gengæld er Rune Koksholm og Alexander Frederiksen ikke afvisende over for selv at tage til Israel og udvikle Donkey Republic derfra.

Den israelske regering tilbyder udenlandske iværksættere et tremåneders startup-ophold med visum og indlogering i en møbleret lejlighed. Virksomheder, der arbejder med bæredygtig transport, har også mulighed for at deltage i det israelske teknologi­ministeriums acceleratorforløb »Ecomotion«.

»Det kunne bestemt være en mulighed for os. Tel Aviv er en cykelby, og det kunne være en måde at få del i nogle smarte penge på,« forklarer Alexander Frederiksen og tilføjer, at det israelske netværk også er værdifuldt at blive en del af.

Israel tiltrækker mere risikovillig kapital pr. indbygger end noget andet sted i verden. På samme måde har Tel Aviv også den højeste iværksættertæthed med 19 startup-virksomheder pr. kvadratkilometer.

"Vi er Uber for cykler," siger start-up'en Donkey Republic, der er taget på bootcamp i Tel Aviv for at udvikle deres virksomhed. Følg deres videoblog. Denne gang om juice, øl, data og borgmesterens sekretær:

 

Der er ingen tvivl om, at iværksætterlysten er stor, til gengæld er det israelske marked meget lille. Det betyder, at langt de fleste start­up-virksomheder er bevidste om at udvide deres marked til Europa eller USA allerede i den helt tidlige fase. Det skaber en særlig energi, mener Alexander Frederiksen.

»Ambitionsniveauet er højere. Hvis du starter noget her, så gør du det ordentligt og tænker stort fra begyndelsen. På den anden side er der ikke noget med at pege fingre af folk, der ikke lykkes,« siger han.

Den mentalitet demonstreres i Intels telt på festivalen. Indenfor præsenterer en ung fyr sin vision om at bygge arme til computerskærme, så man kan kramme sin mor ved hjælp af en robot over Skype. Han har bygget en simpel prototype og implementeret Intels nyudviklede chip.

»Skørt er godt,« insiterer udvikleren, og han må have fat i noget, for han er en del af en af Israles mest succesfulde virksomheder.

Udover de offentlige præsentationer på innovationsfestivalen skal Donkey Republic-stifterne mødes med repræsentanter fra Microsoft til en snak om investeringsmuligheder og en peptalk om teamudvikling.

Derudover planlægger Rune Kokholm og Alexander Frederiksen at gå en tur gennem Tel Avivs gader og præsentere deres nylancerede koncept, Air Donkey, for de lokale cykelhandlere.

Berlingske Business er inviteret til at deltage i DLD Innovation af det israelske udenrigsministerium og den israelske ambassade i Danmark.

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere