Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Græske håb blandet med tysk nervøsitet

Måske bliver EUs politikere og IMF senere mandag enige om en køreplan for hjælp til Grækenland - hvis ikke tyske forbehold spænder ben for en aftale.

Meget tyder på, at aftalen om den græske økonomi, der vil udløse en hjælpepakke til det kriseramte land, falder på plads i løbet af mandag. Det mener Allen Von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank.

Finansministrene fra de 17 eurolande mødes mandag i forsøget på at lægge sidste hånd på den græske hjælpepakke.

- Man mangler stadig at finde nogle penge for at få den endelige aftale til at falde på plads, men der er meget, der tyder på, at det kunne være i dag. Vi forventer, at vi i aften kan få en aftale, siger Allan Von Mehren.

Det er IMF og EUs mål at få Grækenlands gæld ned på 120 pct. af BNP i fremskrivning i 2020. I øjeblikket ligger fremskrivningen på 129 pct. af BNP.

120 pct. af BNP er IMFs grænse for, hvornår et lands gæld er bæredygtig, og IMF må ikke låne penge ud til lande, hvor økonomien ikke er bæredygtig. Ifølge Allan Von Mehren er der stadig en del, Grækenland kan gøre for at leve op til IMFs krav.

- Men der er meget, man kan skrue på for at komme derned. Så det skulle være mærkeligt, hvis ikke det lykkes, siger Allan Von Mehren

Det er dog ikke alle, der er lige så optimistiske forud for dagens møde. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble har givet udtryk for, at han mener, det ikke er særligt sandsynligt, at den græske økonomi kommer ind på en bæredygtig bane. Han mener fortsat, at Grækenland er for optimistisk. Det giver en smule uro omkring den tyske position forud for mødet. Men det er stadig mere, der peger i retning af en aftale.

- De finansielle markeder opfører sig som om, der er en forventning om, at de her ting falder på plads. Vi kan i hvert fald konstatere, at euroen og aktiemarkederne har det fortsat bedre, siger Allan Von Mehren.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu