Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bernanke kan give markedet optur i eftermiddag

Investorer over hele verden holder øje med den amerikanske centralbankchef torsdag eftermiddag dansk tid.

De amerikanske aktier har haft en glimrende januar måned, økonomien viser tegn på bedring - ikke mindst ser arbejdsløsheden ud til at være tæt på inddæmmet.

Men holder det?

Verdens øjne vil kigge nervøst mod Washington, hvor Ben Bernanke, chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve holder tale til budgetkomitéen i Repræsentanternes Hus torsdag eftermiddag dansk tid.

Her ventes han at lukke op for nye pengepolitiske lempelser, muligvis en tredje runde af obligationstilbagekøbsprogrammet Quantitative Easing (QE3).

Det vil kunne sætte ekstra skub i den bevægelse, der har gjort årets første måned til den bedste januar på aktiemarkedet i 13 år.

"Han kommer ikke til at sige det direkte. Men antyder han det, vil det komme til at påvirke markedet i en positiv retning," siger Jesper Bamberger, aktierådgiver  hos Nordea.

Et QE3-program vil kunne underbygge det opsving, som spirer i amerikansk økonomi.

"Folk frygter, at det lille opsving i USA ikke er holdbart. Med QE3 køber man obligationer, så bankerne får flere penge," siger Jesper Bamberger.

Første runde af obligationstilbagekøbsprogrammet blev lanceret i 2008. Anden omgang udløb i juni 2011. Det udløste stor nervøsitet i markedet, som samtidig var rystet af den europæiske gældskrise.

Selvom QE1 og QE2 ikke havde helt den tiltænkte effekt, er der absolut appetit på en runde mere.

"Meningen er, at banken skal låne pengene ud, men man har ikke rigtig set det ryge den vej. Ved QE1 og QE2 satte man i stedet penge i råvarer. Når det er sagt, så er hensigten den rigtige, og har du en masse penge, så låner du dem sandsynligvis også ud til sidst," siger Jesper Bamberger.

Han drager en parallel til den udlånsfacilitet, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har stillet til rådighed for de europæiske banker.

"Det er samme type tiltag, som ECB's tre-årige lån. Meningen er at forhindre en kreditklemme til
skade for de europæiske forbrugere og virksomheder," siger Jesper Bamberger,

I december sagde 500 banker ja-tak til ECB-lånene, som har en rente på bare en procent. Tilsammen hentede de svimlende 489 milliarder euro i centralbanken i Frankfurt, hvilket overgik alle forventninger.

Den 29. februar udbydes lånene igen, og der spår analytikerne, at efterspørgslen vil blive dobbelt eller måske endda tre gange så stor, som i december.

 




Markedet lige nu