Er boligsalget og priserne på vej op eller ned? To statistikker peger på overfladen i to vidt forskellige retninger. Sandheden er dog derude.
24. juli 2007, 10:52
I sidste uge offentliggjorde Realkreditrådet sin ejendomsprisstatistik for årets andet kvartal. Den viste meget få boligsalg i april til juni – man skal faktisk helt tilbage til 1995 for at finde et lignende lavt niveau.
Nogle uger før Realkreditrådet smed sin opgørelse på gaden, offentliggjorde e-nettet.dk – det tidligere Realkreditnettet – en analyse over præcis den samme periode, nemlig årets andet kvartal. På overfladen viste e-nettets statistik, at boligsalget er på vej opad.
Forvirret? Så er du ikke den eneste.
Hos Nykredit fortæller chefanalytiker Thomas Kyhl, at der efter offentliggørelsen af de to statistikker har hersket en del tvivl om, hvilken vej boligmarkedet bevæger sig for tiden.
Sandheden er, at boligsalget er bremset gevaldigt op – og at man skal holde sig til Realkreditrådets tal, hvis man vil have det mest retvisende billede. Disse tal dækker nemlig over alle reelle handler undtagen kontanthandler, der af gode grunde ikke bliver registreret i realkreditsystemet.
Hos e-nettet, der er ejet af danske realkreditinstitutter og pengeinstitutter, opgør man situationen anderledes. Her fokuserer man ikke på antallet af solgte boliger, men i stedet på antallet af boliger, der har været til salg på ejendomsmæglernes hjemmesider og er fjernet herfra igen.
”Det kan således ikke siges med sikkerhed om boligen faktisk er solgt. Boligen kan have skiftet mægler eller sælger kan have fortrudt at ville sælge – måske fordi boligen ikke kan sælges til den oprindelige pris. Fortryder sælgeren og fjernes boligen fra mæglerens hjemmeside, så tæller det som et ’salg’ i e-nettets statistik,” lyder Nykredits forklaring i en pressemeddelelse, hvor finanskoncernen forklarer forskellen mellem de to statistikker.
”Specielt i den nuværende situation, hvor boligmarkedet kører i lavt gear, må det formodes, at en del sælgere fortryder eller skifter mægler. Det kan være hovedforklaringen på stigningen i antallet af nedtagne huse,” konkluderer Nykredit.
Med andre ord: At antallet af nedtagne boliger fra nettet stiger, betyder måske det stik modsatte af, at de er solgt – nemlig at sælger har opgivet et salg.
”Problemstillingen er,” siger Nykredits chefanalytiker Thomas Kyhl til Business.dk, ”at sådan en serie af nedtagne huse kan være påvirket af andre ting i øjeblikket.
Thomas Kyhl understreger dog, at der er meget værdifuld information at hente i e-nettets tal. Man skal blot passe på med at holde sig til en mindre del af den samlede statistikpakke, som e-nettet udgiver.
”E-nettets tal er ude cirka halvanden måned før Realkreditrådet kommer med sine tal. Men tallene indeholder noget forskelligt. Statistikken over antallet af nedtagninger fra ejendomsmæglernes hjemmesider er kun en del af en samlet statistik fra e-nettet, hvor der også bliver kigget på bl.a. udbuddet af boliger og liggetider. Det er en slags indikator for, hvordan det kommer til at gå,” siger Thomas Kyhl.


































































