Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sydeuropæisk krise driller Lundbeck

Fortsat usikkerhed om den økonomiske situation på vigtige sydeuropæiske markeder som Italien og Spanien er sammen med udsigt til øgede udgifter til medicinforsøg senere på året årsag til, at Lundbeck afholder sig fra at opjustere årets forventninger.

Selvom analytikere står i kø med ønske om, at medicinalkoncernen H. Lundbeck udviser lidt forårsoptimisme og opjusterer forventningerne til omsætning og indtjening i 2010 over på et overraskende flot første kvartalsregnskab, står selskabets finansdirektør Anders Götzsche fast på selskabets forholdsvis forsigtige guidance.

Omsætningen ventes forsat at lande et sted mellem 14,3 og 14,8 milliarder kr., mens resultatet af den primære drift vil ligge i intervallet mellem 3,0 og 3,4 milliarder kr.

Når Lundbecks ledelse ikke kaster sig ud i en opjustering af indtjeningsmålene, skyldes det to ting. Nemlig at udgifterne til forskning og udvikling ventes at vokse betydeligt i løbet af året. I første kvartal brugte Lundbeck kun godt 16 pct. af omsætningen på forskning og udvikling. Når året er omme vil udgifterne være vokset til 21 pct. af omsætningen.

”Det skyldes først og fremmest, at vi forventer at to af vores depressionsmidler går i fase 3 senere på året. Det vil få en væsentlig indvirkning på udgifterne til forskning og udvikling,” siger Anders Götzsche.

Krise i Sydeuropa

Samtidig er usikkerheden om effekterne af den økonomiske krise i Sydeuropa ikke blevet mindre de seneste måneder. Krisen i Grækenland er eskaleret, og usikkerheden om, hvordan lande som Italien og Spanien, der begge er store markeder for Lundbeck, vil håndtere deres del af den økonomiske krise består.

”Allerede i forbindelse med årsregnskabet, som vi offentliggjorde i marts, meldte vi ud, at der var en større usikkerhed om situationen i Sydeuropa. Den usikkerhed er absolut ikke blevet mindre siden da. Derfor ser vi ingen grund til at indsnævre den margin vi har lagt ind i vores forventninger,” siger Anders Götzsche.

Lundbeck øgede sin omsætning med 16 pct. målt i danske kroner til 3,85 milliarder kr., mens resultatet af den primære drift voksede med 32 pct. til 1,25 milliarder kr.

Ifølge Anders Götzsche skyldes den kraftige vækst i omsætningen først og fremmest, at selskabet vinder markedsandele med sine produkter over hele verden.

Som et eksempel fremhæver han Canada, hvor salget af depressionsmidlet Cipralex er vokset med hele 35 pct. i forhold til sidste år.

Parkinsonsmiddel rykker

En del af væksten trækkes også at salget af Parkinsons-midlet Arzilect, som voksede med hele 46 pct. til 240 millioner kr. i første kvartal i forhold til samme periode sidste år.

Arzilect blev introduceret i 2005, og sælges på en række markeder i samarbejde med israelske Teva. For nylig blev lægemidlet tilskudsberettiget på det vigtige franske marked, og har allerede rundet en markedsandel på mere end fire pct.

”Arzilect er et middel, som forventes at ville bidrage til væksten i de kommende år. Det er i dag lanceret på de fleste vestlige markeder. Vi har indgået aftaler om at introducere det på seks asiatiske markeder, og skal nu gennemføre en række forsøg, inden vi kan lancere det,” siger Anders Götzsche.

Lagerindkøb i USA

Trods de positive udsigter forventer Götzsche ikke, at Lundbeck kan fastholde en omsætningsvækst på 16 pct. for hele 2010.

Det skyldes blandt andet en forventning om en flad salgsudvikling, når det gælder salget af depressionsmidlet Lexapro (det amerikanske varemærke for Cipralex, red.). Salget i USA voksede ganske vist med ni pct. i første kvartal, men det dækker over, at partneren, Forest Laboratories, af tilfældige årsager har udbygget lagerkapaciteten fra seks til syv måneder.

”Der er tale om en engangsforeteelse. Vi forventer, at lagerkapaciteten fremover vil ligge på seks måneder. Så vi vil ikke se den samme vækst i salget af Lexapro resten af året,” siger Anders Götzsche.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu