Arbejdsgivere og arbejdstagere forsøger i dag at strikke en ny overenskomst sammen til de over 200.000 beskæftigede i industrien, men begge lejre tvivler på et resultat. I næste uge må en mægler træde til.
12. februar 2010, 06:55 – opdateret 12. februar 2010, 07:00
I dag mødes Dansk Industri og CO-Industri for at bøje hinandens krav mod hinanden og få nedfældet en ny overenskomst for de omkring 200.000 ansatte på industriområdet.
Men både arbejdsgivere og arbejdstagere erkender, at det bliver svært at nå en aftale i løbet af weekenden.
"Siden vi åbnede forhandlingerne, har vi været rundt om forskellige temaer og har nu en god fornemmelse om, hvor hinanden står. Men det ser ikke let ud," siger Hans Skov Christensen, adm. direktør og topforhandler for Dansk Industri, til business.dk.
"Det er vores håb, at det vil løse sig. Vi prøver, men det ser ganske vanskeligt ud," supplerer han.
Samme melding lyder fra LO-formand Harald Børsting, der ikke selv sidder med ved forhandlingsbordet, men som repræsenterer alle de fagforbund, der skal have nye løn-, ferie- og arbejdsvilkår inden for industri-området.
"Jeg tror ikke, man bliver færdige i weekenden, men jeg tror, man kommer et stykke vej og bliver klogere på, hvor der måtte være nogle knaster. Vi i de faglige kredse er stærkt optaget af at finde en løsning og spekulerer ikke i konfliktscenariet. Konflikt løser ikke noget, og derfor tror jeg, vi skal anstrenge os meget på at finde en forhandlingsløsning," siger han i dagens udgave af Berlingske Tidende.
Industrien sætter standarden
Diskussionerne under weekendens maratonforhandlinger er særligt interessante, fordi det, man bliver enige om her, sætter over- eller underliggeren for, hvad der kommer til at gælde for andre faggrupper. Hvis industriarbejderne går lidt op, meget op eller slet ikke op i løn, vil det altså forplante sig til tømrere, chauffører, butiksansatte og de 600.000 andre danskere, der er privat ansat.
Hvis weekendens forhandlinger i Industriens Hus ikke fører til et facit, vil den statslige forligsmand ifølge Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier højst sandsynligt indkalde parterne til en snak i næste uge, hvor han vil forsøge at mægle sig frem til en ny overenskomst, der er spiselig for begge parter.
































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten