Fynsk våbenproducent i voldsom vækst

De 49 ansatte hos våbenproducenten Falck Defence Systems får snart flere kolleger. Ordrebøgerne er fulde for de kommende år, og der skal hyres flere folk.

Den fynske våbenproducent Falck Defence Systems har store forventninger til 2010. Med en fuld ordrebog på mere end 200 millioner kroner skal der både ansættes flere medarbejdere og investeres i forskning og udvikling.

- Gennem de sidste par år har vi arbejdet intensivt med at implementere en ny strategi, og det kan vi nu se resultaterne af. Vi har bl.a. haft stor succes med vores missilplatform, der har en løftehøjde på ca. 20 m. Den blev udviklet i 2007/08 og er nu afprøvet med SAABs RBS 70 jord-til-luft missiler med overvældende gode resultater, siger bestyrelsesformand, advokat Henrik Bornebusch.

Falck Schmidt Defence Systems, der i dag beskæftiger 49 medarbejdere, står stærkt på det internationale marked, og således tegner leverancerne til de udenlandske kunder sig nu for mere end 95 pct. af virksomhedens totale salg. Ifølge administrerende direktør, Jan Falck Schmidt vil de internationale relationer blive intensiveret i de følgende år:

- I 2009 underskrev vi samarbejdsaftaler med flere af de ledende internationale leverandører af kampfly til det danske forsvar, specielt Boeing og SAAB. Samarbejdsaftalerne er baseret på vores teknologier og produkter og har en potentiel værdi for os på mere end 1 milliard kroner, siger han.

Ordrerne, der først og fremmest aftages af internationale kunder inden for NATO-landene, skal leveres hen over de næste 3-4 år, og det betyder, at den fynske militærproducent skal ansætte nye medarbejdere.

 



Markedet lige nu