En af Danmarks største virksomheder forbereder nyt grønt klimafremstød. Arla overvejer at investere i egne vindmøller til at forsyne sine største danske fabrikker med vedvarende energi.
1. september 2008, 21:45 – opdateret 16. maj 2012, 13:40
Arla Foods kan nu blive en af de første uden for energibranchen, der investerer direkte i vedvarende energianlæg og selv opfører dem. For virksomhederne kappes om at være grønne. Det sker for at spare CO2-udslip, gøre noget godt for det globale klima, men ikke mindst for at tjene flere penge.
»I forlængelse af vores planer om både at mindske energiforbruget og udledningen af drivhusgasser fra vores fabrikker og andre steder ser vi på biogas og vindmøller. Producerer vi el på vores egne vindmøller, er vi jo grønne. Vi søger simpelthen efter alternativer til den nuværende energiforsyning baseret på naturgas og traditionel el. Vi undersøger derfor, om vi f.eks. kan bygge biogasanlæg til erstatning af naturgas til varme, produktion og rengøring samt vindmøller til erstatning af el fra kulkraftværker,« siger Arlas miljøchef Jan D. Johannsen.
Klima er kommet højt op på dagordenen hos ledelserne i virksomheder i ind- og udland. Herhjemme har Novo Nordisk og Novozymes tydeligst meldt sig under klimafanerne og skrevet kontrakt med DONG om at aftage næsten al strøm fra den nye havvindmøllepark på Horns Rev. I USA investerer IT-søgemaskinen Google i Silicon Valley massivt i solceller, vindkraft og andre former for vedvarende energi til at drive sine kontorer.
Til det siger grønne Arla: »Hos Arla kunne sådanne vindmøller også være en mulighed«.
Møllerne kunne f.eks. ligge ved koncernens store indgrediensvirksomheder i Vest- og Nordjylland, hvor det blæser meget. Arla ser på alle alternative muligheder, men intet er besluttet endnu i koncernbestyrelsen, siger Jan D. Johannsen.
I dag er Arlas energiforsyning til omkring 30 danske fabrikker næsten baseret på el og naturgas. På ingrediensvirksomheder som Arinco i Videbæk, Danmark Protein i Nr. Vium, Akafa i Aalborg og Hoco i Holstebro har koncernen et enormt forbrug af energi.
Overvejer biogas
»Især de fire steder ser vi muligheder for at gå ind og supplere energiforsyningen med vedvarende energi, f.eks. ved selv at bygge vindmøller. En anden mulighed er at lave biogas. Man kan godt forestille sig, at vi kunne bruge noget biomasse fra landbruget og vores produktion til fremstilling af biogas og bruge det eksisterende naturgasnet til transmission af biogassen. Men måske vælger vi i stedet at købe el fra møller, der i de kommende år bliver opført i Danmark,« siger miljøchefen.
Han understreger, at der ikke er truffet beslutning om disse ting endnu, men at der arbejdes med ideerne på tegnebrætsplan. I Sverige får flere Arla-mejerier energi fra egne flisanlæg og har opnået en betydelig CO2-besparelse. På globalt plan udleder Arla årligt ni millioner ton CO2. Hovedparten kommer fra godt 10.000 mælkeproducenter, dvs. 7,5 millioner ton fra kvæg- og mælkeproduktionen. Køer, der prutter, udleder nemlig masser af CO2. På mejeriproduktion, transport og emballage er udledningen 1,5 millioner ton CO2 årligt. Målsætningen er at skære udledning af CO2 ned med 25 procent inden 2020.






























































