Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

SuperBest taget i fiskefup

Allerede i marts blev to SuperBest-butikker taget i at sætte ny pakkedato på fiskefars. Dengang fik det ingen konsekvenser.

I mere end et halvt år har fødevaremyndighederne kendt til ompakning af kød i SuperBest-butikker uden, at hverken myndighederne eller SuperBest undersøgte omfanget at svindelen. Det kan bt.dk i dag afdække.

Allerede 25. marts blev to SuperBest-butikker i henholdsvis Hjørring og København taget på fersk gerning af fødevarekontrollens rejsehold i at fuppe med pakkedatoen på fiskefars.

De to butikker fik hver en bøde på 10.000 kroner for at skrive en ny dato på det hakkede fiskefars, som de havde modtaget fra en fiskefabrik i Hirtshals. Kødet var egentligt hakket den 24. marts på fabrikken, men butikkerne havde i stedet skrevet 25. marts på pakkerne i køledisken.

Og da fiskefars skal sælges inden 24 timer efter hakningen, var det både ulovligt og sundskadeligt at spise det, fortæller Fødekontrollens rejsehold.

- Vi var fra flere kilder blevet informeret om, at der var problemer med fiskefars. Her tog vi først udgangspunkt i Venmark Fisk i Hirtshals, hvor vi lavede stikprøve kontrolbesøg hos tre af de butikker, de solgte til. To ud af det tre steder, som vi kontrollerede, var den gal. Produktet fra fiskevirksomheden var mærket med 24. marts - de tre butikker havde så skrevet 25. marts på, som var den dag, de modtog det. Og det er jo ompakning, siger Therese Rasmussen fra Fødevarekontrollens Rejsehold til bt.dk.

- Det er klart, at når du afdækker et sådant problem, så får du en mistanke om, at det her er udbredt. Alle steder, hvor der er penge at tjene ved at fuske, er der folk, der er parate til at løbe den risiko, der er ved at gøre det, siger hun.

Men Fødevarestyrelsen brugte ikke informationen om kødsvindel i to SuperBest-butikker til at undersøge, om andre af kædens 220 butikker ompakkede kødet. Heller ikke SuperBest-kæden reagerede før, at de i september blev afsløret af omfattende kødsvindel af DR-programmet Kontant.

- Jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om denne sag før, at I nu fortæller den fra B.T., siger SuperBests direktør, Frank Sørensen.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) skal nu øjeblikkeligt afhøres i Folketinget om, hvorfor man ikke allerede marts tjekkede ompakningssvindelen i SuperBest. Det sker, når hun i morgen skal i samråd i Folketinget.

- Det her er jo skandaløst og helt uacceptabelt at fødevarestyrelsen sidder overhørrig, at man har taget to SuperBest-butikker i at ompakke kød. Man bør da straks tjekke, om det også er sådan i andre butikker. Det vil jeg øjeblikkeligt stille ministeren til ansvar overfor, siger forbrugerordfører Benny Engelbrecht til bt.dk.

 




Markedet lige nu